Syriske kampfly hamrer mandag løs på Damaskus, og kraftige eksplosioner ryster hovedstaden på fjerdedagen af den muslimske højtid Eid al-Adha, der skulle have stået i våbenhvilens tegn.
Eksplosionerne, der har buldret fra en række forskellige distrikter, har kunnet høres i et par timer, og de har været blandt de mest intense i byen siden den hidtil 19 måneder lange konflikt begyndte.
Den Syriske Revolutions Generelle Råd, et netværk af aktivister på stedet, siger, at luftangrebene har ramt den nordøstlige del af hovedstaden i og omkring forstaden Harasta, der er en kendt højborg for oprørerne.
Sammenstød er brudt ud i Harasta, da tre civile blev dræbt under granatangreb og under skudvekslinger i den nærliggende by Douma, der er en anden oppositionsbastion, oplyser det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
I løbet af natten til mandag har syriske styrker beskudt oprørsstillinger i det ydre sydlige Al-Hajar Al-Aswad-distrikt, ligesom der kunne høres eksplosioner i det nærliggende Qadam-kvarter, hvor sammenstødene brød ud, siger menneskeretsorganisationen.
I Syriens kommercielle centrum, i byen Aleppo, hvor kampe har raset siden midten af juli, har kun sporadiske sammenstød fundet sted i nattens løb, siger Observatoriet, som baserer sine oplysninger fra en nationalt netværk af aktivister, advokater og læger.
Andre steder i Aleppo-provinsen er to mænd blevet dræbt af granatild i byen Hayan, mens hæren har bombarderet byerne Kfar Hamra og Aandan, siger Observatoriet videre.
Kampfly har også kastet bomber mod en landsby i den nordvestlige Idlib-provins i nærheden af Maaret al-Numan, som oprørerne erobrede 9. oktober efter at have afskåret hærens forsyningslinjer på hovedvejen mellem Damaskus og Aleppo.
Observatoriet meddeler også, at 14 soldater er såret i sammenstød med oprørere ved Wadi Dalf militærbasen tæt på Maaret al-Numan. Voldshandlingerne fortsætter, efter at 134 mennesker blev dræbt over hele landet søndag.
/ritzau/AFP