Af Knud Brix - knbr@avisen.dk

Hun var ikke nogen helt almindelig dreng. Allerede som 11-årig vidste Solveig, at hendes borgerlige navn Niels Lerche ikke passede sammen med drømmene om dametøj, make-up og dukker. Men der skulle gå yderligere 60 år, tre ægteskaber og en endeløs kamp mod myndighederne, før Niels officielt kunne kalde sig Solveig. Nu mangler hun blot én ting: At få lov til at være en kvinde i sit pas.

»Nu ikke noget med at skrive, at jeg er fanget i den forkerte krop. Det er en floskel. Jeg er i den rette krop, mit køn passede bare ikke til den. Jeg er en lyserød sjæl i en lyseblå krop,« annoncerer Solveig, da hun tager imod i lejligheden i Farum med et godt fast håndtryk.

Solveig er i dag 70 år gammel og bor mellem plastikpalmer, en skrattende papegøje og en slidt cowboyhat.

Valg med store følger

Både Niels og Solveig er til kvinder, men hver gang Niels havde et forhold til en kvinde, forliste det, fordi Solveig gemte sig i skabet.

I 1995 sprang Solveig så endelig ud som kvinde. Hendes valg kostede hende kontakten til sine børn og resten af familien, som ikke kunne acceptere, at hun nu var en kvinde.

Hun spiste kvindelige hormoner, fik bryster og ville skifte navn. Men kun transseksuelle, som havde fået en kønsskifteoperation, kunne skifte navn. Og Solveig ville ikke kastreres.

»Jeg er 70 år gammel. Hvad i alverden skal jeg med en vagina? Mit køn sidder mellem ørerne, ikke mellem benene,« siger hun.

Syv forgæves år

I syv år kæmpede hun for at skifte navn fra Niels til Solveig. Som en stangtennisbold blev hun banket fra en offentlig myndighed til den næste.

Men Solveig havde stadig tissemand, og reglerne kunne ikke gradbøjes.
»Jeg tror, det var min kvindelige stædighed, der fik mig til at blive ved. Jeg kunne simpelthen ikke acceptere, at jeg som kvinde ikke kunne få lov til at have et pigenavn. Det drev mig frem,« siger Solveig.

14 marts 2003 kom så endelig gennembruddet. Som den første i landet fik Solveig dispensation til at skifte navn uden at have fået en kønsskifteoperation.

Solveig Lerche, stod der nu i passet. Eneste lille hage var, at hun stadig officielt var en mand.

For under kategorien køn stod der stadig "m" for maskulin.
»Det betyder, at jeg ikke kan rejse, fordi mange lande ikke accepterer, at dit køn ikke stemmer overens med dit udseende. Det gør mig så forbandet, fordi jeg gerne ville rejse med min steddatter,« siger Solveig med grødet stemme.

Hun lukker øjnene og siger så:
»Hvis det ikke var fordi, jeg er halvfjerds år gammel og snart får en etværelses med låg, så tog jeg den hele vejen gennem retssystemet og til menneskeretsdomstolen for at vise de skiderikker, at jeg har ret til at være en kvinde.«