Staten betaler Kammeradvokaten, det private advokatfirma Poul Schmith, 30.000 kroner i fast salær for at repræsentere Ankestyrelsen i byretssager om fjernelse af børn.
Det er tre gange så meget, som den advokat, der skal varetage familiens interesser, får tilkendt af byretten. Her er den faste takst 10.000 kroner, skriver Politiken mandag.
Hvis en sag ankes til landsretten, får Poul Schmith et fast honorar på 25.000 kroner, mens den beskikkede advokat får 6.700 kroner af retten. Men forskellen er reelt større.
Kammeradvokaten skal efter aftale med Finansministeriet give en tredjedel storkunderabat til staten, fordi firmaet har monopol på at føre sager for ministerier og styrelser. Det giver firmaet en omsætning på over 300 millioner kroner om året.
Formanden for Danske Familieadvokater, Helle Larsen, er chokeret over Kammeradvokatens salærer, som Politiken offentliggør efter aktindsigt i Ankestyrelsens afregning med Poul Schmith.
- Vi har haft en fornemmelse af, at Kammeradvokaten fik et meget højere honorar end de af mine kolleger, der fører børnesager. Men at det er så højt, når staten oven i købet skal have 33 procent rabat, er rystende, chokerende og grotesk, siger Helle Larsen.
- Det er godt, det nu kommer frem, for det er svært at se noget som helst fagligt argument for, at Kammeradvokaten skal have tre-fire gange så meget, som vi får tilkendt, tilføjer hun.
Administrerende partner hos Kammeradvokaten Tomas Ilsøe Andersen siger, at det ikke er "retvisende" at sammenligne salæret på 10.000 kroner til den beskikkede advokat med de 30.000 kroner, Kammeradvokaten får af staten.
- Statens advokat skal dels udføre arbejdet med at indbringe sagen for retten, dels belyse sagen objektivt, blandt andet ved at udarbejde en redegørelse for alle sagens oplysninger og dokumenter, siger Tomas Ilsøe Andersen til avisen.
Men den køber Helle Larsen ikke:
- Det er rutine for dem, der er meget sjældent noget principielt i de her sager, siger advokatformanden til Politiken.
/ritzau/