En million mennesker ventes i dag på gaden for at demonstrere mod præsident Hosni Mubaraks regime.
Og den seneste udmelding fra militæret, der frasiger sig at bruge vold mod demonstranterne, er med til at fylde folket med håb om, at regimets dage er talte.
Det fortæller den selvstændige danske erhvervsdrivende Claes Raben, der bor i hovedstaden Kairo.
"Jeg vurderer det som en fifty-fifty situation. Hæren er forberedt på et magtskifte, og en del af egypterne tror uden tvivl på, at Hosni Mubarak er væk i morgen. I dag bliver i hvert afgørende," siger han til Newspaq.
Claes Raben kan melde om en befolkning, der er kommet ud af 60 års "politisk apati" og nu tror på forandringer.
"Det er det mest positiv, der er kommet ud af det her. Egypterne har ingen politisk bevidsthed og aner ikke, hvordan politiske forandringer foregår. Men nu er der en tro på bedre tider," siger han.
Militærets vægren ved at slå ned på demonstranterne er et hårdt slag for den siddende præsident. Det vurderer lektor og mellemøstekspert på Syddansk Universitet, Peter Seeberg.
"Når man ikke har en effektiv og systemloyal undertrykkelsesmaskine, som man kan sætte i værk, så har man et problem, når man er diktator. Og derfor er det set fra Hosni Mubaraks side et problem," siger han.