Det var kæresten, der forleden nat bedøvede en københavnsk guldsmed og stjal guld, smykker og kontanter for en million kroner.
Det bekræfter ejeren af guldsmede-forretningen, Preben Randløw, overfor Avisen.dk.
- Jeg kan ikke sige mere, end at det er sådan, det hænger sammen. Alt
tyder på, at det er min førstemands egen partner, der er den skyldige. Og det er også ham, der er er fængslet af politiet, siger ejer Preben Randløw, der selv bor i Århus.
Den 23-årige røver fik onsdag sin anholdelse forlænget i yderligere tre døgn for indbrudet i guldsmedeforretningen, hvor hans mandlige kæreste er bestyrer.
Efter at parret havde dyrket sex, bedøvede han angiveligt sin partner i dennes lejlighed. Derefter fiskede den 23-årige en nøgle op af lommen på kæresten og tog på tyvetogt i ur- og guldsmedebutikken Mads Leier/Diamanten på Rådhusstræde i det indre København.
I løbet af få minutter stjal han for over en million kroner fra butikken i form af 12 guldbarrer, 12 par vielsesringe, 26 luksusure, et stort antal smykker samt op mod
70.000 kroner i kontanter fra et aflåst pengeskab fra forretningen i Rådhusstræde.
Guldsmede-forretningens ejer Preben Randløw blev vækket klokken 01.26 natten til tirsdag, da røveren indtastede en forkert kode og satte alarmen i gang. Han ejer yderligere to smykke- og urforretningen i Århus og blev fornylig politianmeldt af Datatilsynet, fordi han har offentliggjort videobilleder fra et særdeles voldeligt røveri i februar hos sin forretning Diamanten i Århus, hvor der også blev stjålet smykker for et millionbeløb.
Alle oplysninger i denne artikel er blevet læst højt for guldbutikkens ejer Preben Randløw, der bekræfter dem.
Politiet efterforsker nu, om der skulle være medskyldige til røveriet i København. Det er ikke lykkedes Avisen.dk at få en kommentar fra Københavns Politi til sagen.