Den afghanske regering kræver, at specialstyrker fra USA trækkes tilbage fra provinserne Wardak og Logar inden for to uger, fordi de amerikanske soldater angiveligt skulle have givet næring til "usikkerhed og ustabilitet" i de to urohærgede områder nær hovedstaden Kabul.
- Ved et møde i det nationale sikkerhedsråd i dag har den afghanske præsident, Hamid Karzai, givet forsvarsministeriet ordre til at få de amerikanske specialstyrker ud af Wardak og ud af Logar inden for to uger, siger præsidentens talsmand, Aimal Faizi.
- De amerikanske specialstyrker og illegale væbnede grupper, som er dannet af dem, giver anledning til usikkerhed, ustabilitet og chikane af lokale indbyggere i provinserne, siger talsmanden.
USA vil i begyndelsen af 2014 trække 34.000 soldater ud af det krigshærgede land. Det er en halvering af antallet af de 68.000 amerikanske soldater, der lige nu befinder sig i Afghanistan.
Planen er, at de resterende soldater skal reduceres over en kort årrække, indtil alle udenlandske kamptropper atter er vendt hjem til deres respektive lande. Men der er stadig usikkerhed om planerne.
De afghanske myndigheder er gradvist ved at overtage styringen af landet og dermed også ansvaret for sikkerheden.
/ritzau/AFP