Det Konservative Folkeparti i Odense er ude med et ganske markant udspil omkring ghettoen Vollsmose i Odense.
Partiet vil rive en del af Vollsmose ned og blandt andet gøre plads til en udflytning af politigården.
Det skriver TV 2/Fyn.
Forslaget er en pakkeløsning, hvor store dele af Bøgeparken og Birkeparken erstattes af blandt andet ungdomsboliger, ældreboliger og rækkehuse. Den del af planen vil betyde flytning af 400 familier.
- Der er store problemer i Vollsmose med integrationen, og det løser vi ikke ved at have et samfund, der lukker sig om sig selv. Derfor vil vi rive nogle bygninger ned og flytte 400 familier, siger Søren Windell, som er partiets spidskandidat til efterårets kommunalvalg.
Samtidig vil partiet have Fyns Politi flyttet fra Hans Mules Gade i midtbyen og ud til Vollsmose Allé.
- Politiet har selv sagt, at kårene i Hans Mules Gade er for trange. De skal have mere plads, og de skal ud i et område, hvor de er tættere på motorvejen, og Vollsmose kunne være rigtig fint. Der bliver nogle ledige arealer, hvis vi river nogle bygninger ned, siger Søren Windell til tv-stationen.
Finansieringen af planerne har Det Konservative Folkeparti ikke på plads, og ifølge Fyens.dk bliver det uden politiets medvirken. Ifølge Fyens.dk melder Fyns Politi trods tidligere ønsker om en tidssvarende politigård og en ny placering, at planerne er sat på pause, så langt man kan se ud i fremtiden.
Politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen, Fyns Politi, vil ikke kommentere på det konservative forslag, der skulle gøre op med de to områder i Vollsmose, hvor der har været store problemer med kriminelle familier.