Basisindtjeningen i Jyske Bank blev mere end halveret sidste år.
Et foreløbigt urevideret regnskab, som Jyske Bank præsenterede torsdag, viser, at indtjeningen i Danmarks tredjestørste bank er gået fra 1.063 millioner kr. i 2010 til 427 millioner kr. i 2011.
Det er især den græske gældskrise samt mulige kommende erstatninger til bankens kunder i gruppesøgsmålet mod banken i den såkaldte Jyske Invest Hedge-sag, der har trukket regnskabet ned. Det skriver epn.dk.
Bankens administrerende direktør medgiver, at regnskabet ikke er behagelig læsning.
"2011 har været et udfordrende og turbulent år for Jyske Bank," siger Anders Dam.
Jyske Bank har indregnet hele sin beholdning af græske statsobligationer til den nuværene meget lave markedskurs. Det koster et tab på næsten 300 mio. kr.
Banken har desuden hensat 229 mio. kr. til dækning af en "mulig forpligtelse, som banken i retssager kan blive dømt til at betale."