Solo Instr.: Kasper Torsting Kan ses på den omrejsende filmfestival Docs On Wheels . Find programmet på cphdox.dk eller solofilmen.dk
Noget snavs klæber så stædigt til kroppen, at det aldrig kan vaskes af.
Jon Nørgaard blev som 17-årig Danmarks nye superstjerne, da han vandt reality-showet Popstars i 2002. Efter et enkelt år på toppen har livet været én lang ensom nedtur i forsøget på at slippe af med et image som latterligt teenidol. Dokumentarfilmen Solo giver et rystende intenst og ærligt indblik i en ung mands frie fald fra tinderne i en verden, hvor der går sport i at sparke en falleret barnestjerne, der i forvejen ligger helt ned.
Solo begynder med et tilbageblik på dengang, Jon Nørgaard fra den ene dag til den anden blev revet ud af en anonym hverdag som ukendt skilsmissebarn fra Grenaa. Teenagepigerne elskede ham, deres kærester hadede ham, de kulørte blade tilbad ham, og pladerne blev solgt i rekordstore antal.
Det hele sluttede lige så brat et år efter, da Jon Nørgaard kom i slagsmål og slog en mand med en stegepande. En stegepande, som mange den dag i dag fortsat tænker på som det første, når nogen nævner Jon Nørgaard. Sladderpressen fulgte teenageren hele vejen ned i et søle af sprut og stoffer, hvor ingen hjalp ham op. Ham den dumme døgnflue, der troede, han kunne få det hele på den halve tid, og som man nu har fribillet til at håne, fordi han bildte os ind, at han var bedre end os andre.
Filmen Solo tager over, da alle andre endelig har slukket kameraerne efter halvandet års nedtur. Jon Nørgaard vil lægge fortiden bag sig og med et nyt album vaske snavset fra Popstars -tiden af sig.
»Jeg vil være Danmarks største rockstjerne,« siger Jon Nørgaard til kameraet med sit gamle skæve smil.
Fare for Jon-sympati
Første spillested på turnéen er fyldt, og Jon Nørgaard glæder sig. Men allerede midt i første nummer tyrer folk de første mønter og fadøl i ansigtet på ham, og det fortsætter og fortsætter, mens Jon Nørgaard kæmper sig gennem koncerten. Tilskuerne er ikke kommet for musikken, men for at håne deres fortabte søn.
De skal ikke have lov at se ham give op, betror han sammenbidt kameraet, da han sidder alene i et baglokale efter koncerten. Men pøblen får alligevel sidste ord. Ingen køber Jon Nørgaards nye album, og overalt, hvor han kommer, står folk i kø for at spytte ham i ansigtet. Langsomt krakelerer hans ukuelighed igen.
»Jeg kan jo godt se, at den her film ikke bliver om store hits og bedrifter. Den bliver en film om, hvor bundulykkelig og ensom jeg er,« erkender Jon Nørgaard i en af sine mange monologer til kameraet.
Instruktør Kasper Torsting formår at komme så tæt på den nu 21-årige unge mand, at man ikke kan undgå at blive rystet over, hvor mange tæsk livet giver et menneske, der ikke har flere fejl end de fleste. Og at man ikke kan undgå at fascineres over, at han som en virkelighedens Rocky Balboa bliver ved at rejse sig efter at blive hamret i gulvet, uden at det på noget tidspunkt gør oplevelsen sentimental.
Solo er helt igennem fremragende. Vær dog forberedt på, at filmen har den bivirkning, at man kommer til at forstå en person, som det ellers var så fedt at foragte.