Jokeren efter danseexit: Jeg overvejede at melde afbud
Jokeren og Mie Martha Moltke er ude af "Vild med dans". Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Det kørte ikke på skinner for Jokeren fredag aften, for musikeren kæmpede med personlige udfordringer.

Det har på ingen måde været en nem uge for musikeren Jokeren i træningslokalet med dansepartneren Mie Martha Moltke.

Det fortæller Jokeren fredag aften, efter at han måtte forlade det populære danseprogram "Vild med dans".

Forud for aftenens jive havde Jokeren, der har det borgerlige navn Jesper Dahl, faktisk overvejet at melde afbud, fordi han er ramt af en depression.

- Jeg har en depression. I foråret fik jeg en adhd-diagnose, og jeg har haft et misbrug i mange år sammen med en ubehandlet diagnose.

- Så blev jeg korrekt medicineret og lagde alt kokain og vodka bag mig, men i løbet af nogle måneder forsvandt alt glæde.

- Jeg har haft en falsk glæde inde i hovedet tidligere, så at jeg får en depression lige i den her uge, er helt naturligt, der er bare ikke noget fedt, man kan gøre ved det, andet end at lægge sig ned, siger Jokeren.

Derfor blev det også kun til en enkelt dags rigtig træning op til aftenens show. Og selv om musikeren selv synes, at det var fair, at han skulle ryge ud af programmet, er han også en smule skuffet.

- Det ærgrer mig, at jeg ikke nåede at lære den her dans, fordi der var nogle ting i skæbnen, som ville det anderledes. Men vi gjorde vores allerbedste. Og jeg vil give Mie en kæmpe tak.

- Hun er professionel danser, men hun er ikke professionel misbrugskonsulent eller psykiater, så på den måde har det også været en stor mundfuld for os alle sammen, som hun har klaret med bravur.

Dansen er i den grad også vokset på Jokeren, der oprindeligt takkede ja til at deltage af helt andre grunde end salsatrin og hurtige takter.

- Jeg tænkte bare vild med skejs, da jeg meldte mig til. Men så har jeg i mødet med Mie og i mødet med dans fundet ud af, at det betyder noget for mig at danse godt, siger Jokeren.

Der er nu otte par tilbage i "Vild med dans", som sendes hver fredag klokken 20.00 på TV2.

/ritzau/FOKUS