Nyheden om den unge venstrefløjspolitiker, der høstede flere personlige stemmer end selv de mest erfarne politiske skikkelser, er nået til England.

I The Guardians søndagsudgave, The Observer, er der et stort portræt af Johanne Schmidt-Nielsen, som bliver præsenteret som venstrefløjens dronning, der tog fusen på resten af det politiske landskab med et kanonvalg.

Artiklen illustrerer Schmidt-Nielsen korte, politiske karriere fra hun i 2007 smed 200 kilo pasta og 40 liter tomatsovs ud på finansministeriets gulv i protest mod SU nedskæringer til hendes afvæbning af højrefløjens skræmmekampagner i årets valgkamp.

Som en kommentar på det sidste siger hun selv: "Højrefløjen siger, at vi ønsker at gøre Danmark til det nye Nord-Korea eller Albanien. Men det virkede ikke. Det er svært at give mig skylden for Sovjetunionen, når jeg er født i 1984."

På The Guardians hjemmeside bliver artiklen livligt debatteret, og meningerne er selvfølgelig delte. En stor del af kommentarerne er dog overvejende positive, mens enkelte kommentarer har et tilsnit af kærlighedserklæring over sig.

For eksempel skriver læseren Phud, som en kommentar på et citat fra artiklen: "Jeg elsker dig, Johanne. Jeg vil modtage dit nyhedsbrev".

I artiklen siger Johanne Schmidt-Nielsen blandt andet, at hun er anti-kapitalist og socialist og spørger så retorisk om det nu er særligt radikalt, og så uddyber hun:

"Det er tydeligt, at vores klima ikke kan holde til måden, vi producerer varer på.

Besættelsen af uendelig vækst kan ikke fortsætte. Jeg mener ikke, at det er de riges lande opgave at skabe mere vækst. Vi skal i stedet omfordele den velstand, vi allerede har."

Det er et citat, som læseren Haigin88, kan bruge til noget. Hans kommentar til citatet er den, som flest har erklæret sig enig i:

"Ding, ding, ding. Vi har en vinder. Det vil jeg have skrevet på en t-shirt."

Artiklen har dog også et par fejlslutninger. Blandt andet skriver journalisten, at Johanne Schmidt-Nielsen ser ud til at få en ministerpost, som følge af dette flotte valgresultat.

Den observation, er der nok ikke mange politiske observatører herhjemme, der vil være enige i.

Kilde: The Guardian