Alt på Christiansborg sitrede, og ingen vidste, hvad der var op og ned.
Da DR's Anja Westphal pludselig satte i løb midt under et liveinterview med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, skyldtes det, at ingen fra regeringen endnu havde bekræftet valget, fortæller hun til Newspaq.
"Så så jeg Brian Mikkelsen (K) (økonomi- og erhvervsminister, red.) og tænkte, at vi må have bekræftet, at det valg er på vej. Og jeg tror, at vi sender hele vejen igennem, og går hen og får fat på Brian Mikkelsen og laver en aftale med ham, og tilbage til Johanne og siger, at det må hun undskylde," siger Anja Westphal.
Hun forklarer, at hun bare var væk i 5-10 sekunder og derefter fortsatte interviewet med Johanne Schmidt-Nielsen, der også troede, at de stadig var på live-tv.
"Først lang tid efter går det op for mig, at de klipper af, og derfor kommer det se enormt underligt ud, at jeg bare forlader hende. Ja, det ser rigtig grimt ud," siger hun.
"Der er ingen, der er mere ked af det, end jeg, at hun kom til at stå og hænge på den måde, men det var bestemt heller ikke meningen, for jeg har stor respekt for hende som politiker," siger Anja Westphal.