Politiet i Norrbotten leder ikke aktivt efter 19-årig Joey, der har været forsvundet siden sidst i juli.
- På nuværende tidspunkt er der ikke en aktiv eftersøgning i gang, siger pressemedarbejder Stinna Lindmark fra Norrbotten Politi til Ritzau.
Det svenske politi oplyste ellers i en pressemeddelse den 23. august, at de nu ville lede efter Joey igen, fordi sneen var smeltet i det nordlige Sverige.
Men efter en uges søgning er den atter indstillet.
- Vi har intet fundet, og derfor er eftersøgningen ikke længere aktivt i gang i området, siger Stinna Lindmark.
Hun forklarer, at eftersøgningen blev igangsat igen den 23. august, fordi den smeltede sne gav bedre muligheder for at gennemsøge visse områder mere grundigt end tidligere.
Men politiet har stadig ikke kunnet finde Joey, selvom at de nu har fået gennemsøgt områderne mere grundigt.
- Vi sender en helikopter ud og undersøger området, hvor han er forsvundet, om noget tid. Men hvornår præcist ved jeg ikke, siger Stinna Lindmark.
Hun understreger, at hvis der kommer nye informationer om Joey, så vil de selvfølgelig genoptage eftersøgningen aktivt igen.
Joey forsvandt den 25. juli, da han var på vandretur med en kammerat i det nordlige Sverige. Han forlod kammeraten i deres lejr og gik en tur alene, men vendte aldrig tilbage.
Både svensk og norsk politi har forsøgt at finde den 19-årige Joey, siden han forsvandt.