Der var ingen entydig tendens, da det amerikanske Beskæftigelsesministerium fredag fremlagde de nyeste tal for jobsituationen, og begge præsidentkandidater må formodes at ville udnytte tallene i præsidentvalgkampen, lyder vurderingen.
Der blev skabt 114.000 nye job mod forventet 115.000, mens arbejdsløshedstallet overraskende faldt fra 8,2 procent til 7,8 procent, og sidstnævnte kan få afgørende indflydelse for præsident Barack Obama.
- Hvem der i præsidentvalgkampagnen kan drage størst fordel af dagens tal, står også en lille smule uklart, men vi ser grund til at tro, at overskriften om et fald i ledighedsprocenten falder tungest i Obamas lommer, siger Handelsbankens cheføkonom, Jes Asmussen.
Obama kan forsøge at udnytte, at tallet nu er under den psykologisk vigtige grænse på 8,0 procent, og at tallet er på sit laveste siden 2009.
Omvendt kan det også give bagslag, hvis Obama satser for meget på tallene, fortæller Kim Fæster, Jyske Banks makroanalytiker.
For der kommer nye jobtal, kort tid før amerikanerne skal i stemmeboksene.
- Der er den risiko, at de igen giver en arbejdsløshed på over otte procent, og så gør han sig meget sårbar, siger Kim Fæster.
Romney vil ifølge Kim Fæster i sin valgkamp sandsynligvis fokusere på, at der blev skabt flest job i den offentlige sektor. Og der er bred enighed om, at det er jobskabelsen i den private sektor, der skal løfte den amerikanske økonomi.
- Romney kan henvise til, at den private sektor ikke klarer sig så voldsomt godt. Det generelle billede er stadig, at den amerikanske økonomi ikke er oppe i omdrejninger endnu, siger Kim Fæster.
/ritzau/