Den kongelige familie går igennem en meget svær tid, efter specialister på Rigshospitalet har konstateret, at prins Henrik lider af demens.
Det fortæller en ærlig prins Joachim onsdag til ugebladet Her&Nu.
- Det går fint med min far, men det er ikke nemt for familien. Et sådant sygdomsforløb rammer hårdt – især hos den, der rammes af den, og det bekymrer os, sagde Joachim til ugebladet, der mødte prinsen i forbindelse med hans deltagelse i Kongefugleskydning og efterfølgende frokost i Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab på Sølyst i Klampenborg.
I sidste uge offentliggjorde Kongehuset i en pressemeddelelse, at prins Henrik efter et længere udredningsforløb er blevet diagnosticeret med demens.
"Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen," lød det i meddelelsen fra Kongehuset.
Prins Joachim fortæller, at prins Henrik og de pårørende ud over de alvorlige symptomer også skal håndtere offentligheden og mediernes interesse for sygdommen.
- I vores familie er det jo ikke sådan, at man bare kan lukke sig inde og tage den selv. Det er jo ikke os, der udbasunerer det, men pressen. Vi må dele min fars sygdom med resten af verden, så vi forsøger at tackle situationen efter bedste evne, fortalte prins Joachim til Her&Nu.