Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
JEG GENKENDTE det ældre ægtepar efter en tur nytårsaften for 2-3 år siden. Det man vil kalde et virkeligt nydeligt par. Gamle mennesker med rygrad i den psykiske forstand.
Fysisk var de – slidte! Det var særligt tydeligt denne gang, at det var fruen, der var ”in control”.
Om de nu havde fået taskerne med. Om døren nu var låst. Om han nu skulle sidde på forsædet – den nøjagtige adresse. Og så den endelige prøve – Dankortet og pinkoden. Han nærmest trak det ud af hendes hånd. Småirriteret – en lidt barnlig kan-selv-attitude, som bobler op i os mænd, når konerne bliver lidt for forvaltende. – Og så havde han glemt koden. Konen dikterede lavmeldt i baggrunden for ikke at intimidere den gamle.
Men det var stilheden, der var den mest slående.
HAN LADER FRUEN tage dialogen på hele turen lod sig selv hvile i tavshedens rum. Ordene og tankerækkefølgerne i verden udenfor går for hurtigt.
Det er demensen.
En sygdom, som i virkeligheden kan være udtryk for flere diagnoser. Mest kendt i almenheden er Alzheimers. Og så er der ”frontallap-demens”, som ikke nødvendigvis i første omgang rammer hukommelsen – men som gør noget ondt ved hæmninger og situationsfornemmelser. Langsomt bevæger den demente sig udenfor reglerne for god tone og pæn opførsel.
Demens er under alle omstændigheder en tavs sorg for patienten, men en kæmpe prøvelse for familie-omgivelserne. I mit eget liv oplevede jeg og min søster, hvordan det sled på vores gamle, nu afdøde mor, da sygdommen indtog min far.
- Det er jo ikke den mand, jeg giftede mig med.
På en gang ikke rigtigt – og sandt.
Og så er der børnene.
MÅSKE KAN DET synes som et latterligt lille problem, hvad søn og datter på 61 og 63 kan klare i forhold til den gamle far. Men sygdomme i hjernen forandrer patientens personlighed.
Vi vedbliver dog at indtage roller i vore nære familierelationer. Det er svært at acceptere humor, når den ikke har været igennem et filter af god opførsel. Det er svært at tro på faderlig autoritet, når der nogle gange kommer rent vrøvl ud af hans mund – men med den samme stemme, det samme udtryk – den samme indre overbevisning.
En kunde og ny Facebook-ven har taget bladet fra munden nogle af de virkeligt forbudte følelser hos de pårørende. I en opdatering, hvor han er ude at gå med sin demente far i rullestol, nævner han den manglende lyst til at besøge sin far. At man skal tage sig sammen. Selvfølgelig gør han det, som anstændigheden kræver. Men besøgene er godt nok ikke lystbetonede.
Jeg må sige, at jeg er enig.
Med min fysisk meget syge mor var det særdeles let at få hul på omsorgsboblen. Bare at kigge hende ind i øjnene. Blot at holde hende i hånden.
At besøge min fysisk faktisk ret raske og flot-udseende far, hvor kun de meget dybe kig i øjnene fortæller, at der er et eller andet galt, eller måske tomt – er 100 gange hårdere. Og oftest har jeg ikke lyst. Det er jo pinligt at sige det. Sikkert overfladisk at mene det – men den er en eksisterende følelse.
HELDIGVIS – LYKKELIGVIS er der øjeblikke af humor og kærlighed og urimelig høj taknemmelighed fra hans side for mine alt for sjældne besøg (Vi bor flere timers rejse fra hinanden). Øjeblikke af fællesskab som om intet ondt var hændt.
Det er selvfølgelig prins Henriks demens-sygdom, som bringer mig på banen – efter et par ugers eftertanke.
Bølgerne har lagt sig. Den hysteriske, morbide glæde fra parasitterne – ugebladene, som i årtier har lidt under mangel på virkelige skandaler i kongehuset. Stofmangel – og derfor helt latterlige roden rundt i småsager i familierelationer, der desværre kun har budt på en enkelt skilsmisse – Joachim og Alexandra ude i periferien.
Men så slap prinsgemalen de pæne manerer og gav konen og systemet en sviner. Allerede ved de iscenesatte pressemøde på vinslottet i Cahor, kunne mange se, at der var noget helt galt. I prinsens stemme og i hans selvvurdering – og så meldingen om demens. Uhh, sagde menneskehavet, mens rotterne i medie-kloakken rystede pelsen for at finde nye historier.
Nogle af bladene siger, at de vil lade Henrik i fred.
DET KAN I ROLIGT REGNE MED ER LØGN. Når der står en stor fed Jerseyko ude i stalden, er det umuligt at lade være med at malke den. Men den traurige medfølelse vi sikkert tage over til fordel for de mest arrige rottebid. En tid. Modsat er det blevet en modedille i de nyliberalistiske univers at være republikaner.
Men hvad med den tiltagende folkesygdom, som nu også er en virkelighed i det royale univers.
Hvis vi er heldige – og dygtige nok – er det her måske lejligheden til at få demens-sygdommene på bordet og ud i en åben diskussion – og bevæggrundene er gode:
Sygdommene er omgærdet med en høj grad af arvelighed.
Ingen umiddelbar behandling eller medicin kan helbrede demens.
Den hastigt stigende middel-levealder vil givetvis få demens til at eksplodere.
Og værst af alt: Samfundet er slet, slet ikke forberedt på, en ”epidemi”, som ikke bare kan klares med gangstativer og lidt mere hjemmepleje.
Demens kræver helt andre, intensive og stimulerende leveforhold og institutioner.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.