Hvis man siger Tina Bøttzau, bimler alle nostalgiklokkerne hos håndboldelskere og almindeligt sportsinteresserede, der har alderen til at huske 30 år tilbage.
Hun var nemlig en del af det triumftog, som de jernhårde ladies fyldte kul på op gennem 1990'erne, hvor de hentede guldmedaljer ved både EM, VM og OL.
Hun indstillede sin aktive karriere kort efter OL-succesen i Sydney i 2000 og var i mange år væk fra tophåndbolden. Men sidste år gjorde hun comeback.
Da en anden landsholdslegende, Christina Roslyng, efter nogle succesfulde år stoppede som såkaldt teammanager på det danske kvindelandshold, hev DanskHåndbold 54-årige Tina Bøttzau op af hatten.
Efter mere end 20 år som lærer var den dobbelte OL-guldvinder tilbage i håndboldmanegen, og da hun kom hjem fra den første landsholdssamling, stod hun med en mærkelig følelse af at være kommet hjem.
- Der var en kropslig og mental hukommelse, der trådte i kraft. Da jeg trådte ind ad døren, var det velkendt for hele mit system. Det var fandeme spacy at opleve, siger Bøttzau med et grin.
- Jeg brugte ikke et gram energi på at være samlet med landsholdet i ti dage, for det der med at være afsted i et fællesskab var helt naturligt for mig. Det var ret vildt at mærke. Det var fuldstændig som at køre på cykel.
Siden hun blev præsenteret som teammanager, har hun taget flere og flere håndboldroller på sig. For eksempel er hun blevet ansvarlig for landsholdets udviklingstrup, og så er hun blevet mentaltræner for København Håndbolds bedste piger i de ældste ungdomsrækker.
Og der får hun at mærke, at hendes egne meritter med landsholdet ligger mange år tilbage.
- Der var en af U19-pigerne, der en dag stillede mig spørgsmålet, om jeg nogensinde selv havde spillet håndbold. Hun anede det ikke. Jeg svarede bare ja, og så var hun sådan: "Nå okay, fedt." Det var megafedt.
- Og jeg kan jo godt forstå, at de ikke aner det, for de var jo ikke engang i nærheden af at blive født, da jeg stoppede min karriere, siger Tina Bøttzau.
I den danske VM-lejr har hun en dobbeltrolle. En meget kontrastfyldt dobbeltrolle. I den ene ende af spektret er hun praktisk gris med alt, hvad dertil hører af sortering af vasketøj, koordinering med buschauffører og slæben rundt på harpiksklædte træningsbolde.
Og i den anden ende af spektret arbejder hun med spillernes mentale tilstand. Med en master i trivsels- og ressourcepsykologi er hun klædt på til den del, der i bund og grund handler om at ruste spillerne til at være i VM-boble.
- Det handler om at holde lidt øje med, om nogen lukker sig om sig selv, om der opstår bestemte gruppedynamikker og hjælpe spillerne med redskaber, de kan bruge, når de er ved at få nok af mennesker og ikke orker at komme ud af sengen. De situationer opstår til mesterskaber, fordi man bliver træt, siger hun.
Og Bøttzau er ikke bleg for at afsløre, hvilken af rollerne hun trives bedst i.
- Jeg bliver jo ikke nysgerrig på, hvordan vi sorterer vasketøj eller af at ringe til bussen og spørge, om vi kan køre en halv time senere end planlagt. Men det er en opgave, der følger med. Det, jeg virkelig synes, der er spændende at arbejde med, er den menneskelige og psykologiske del, siger hun.
Og hvad betyder det så for ordenes vægt, når man skal guide landets bedste håndboldhjerner, at man har to OL-guldmedaljer og en VM-guldmedalje? Ikke så forfærdelig meget faktisk. Men erfaringerne fra de gyldne 90'ere er vigtige.
- Jeg tror, det har en betydning, at jeg kender miljøet og dynamikkerne i en landsholdstrup. Jeg ved, hvordan det er at være sammen i lang tid og skulle præstere under et stort pres.
- Jeg ved, hvilke tanker der bliver skabt, og hvordan det føles, når kroppen låser, og man bilder sig selv ind, at man ikke kan lægge en aflevering på to meter. Det har jeg nogle redskaber til at bearbejde, og dem kan jeg dele ud af, siger Bøttzau.
Rent sportsligt undlader hun at byde ind.
- Men som jeg har sagt til Helle, så har jeg jo håndboldsko på, når jeg sidder på bænken, så hun skal bare sige til, lyder det med et grin.
/ritzau/