Da det tidligere radikale medlem af Århus Byråd, Uffe Elbæk, kort før jul deltog i sit sidste byrådsmøde, var repræsentanter fra stort set samtlige partier på banen med lange taler, der takkede Elbæk for politisk og menneskeligt med- og modspil.

Men én mand blev siddende solidt i sit sæde i den smukke gamle byrådssal.

»Jeg følte ikke, at der var nogen grund til, at jeg skulle sige noget. For det første ligger vi ekstremt langt fra hinanden politisk, og for det andet havde de andre jo ligesom sagt det, der skulle siges. Der er jo ingen grund til at gå i selvsving. Jeg er ikke til rundbordsdiskussioner,« siger 52-årige Niels Brammer uden at fortrække en mine. Ordene bliver leveret hurtigt og præcist og uden antydning af noget som helst. Det er bare sådan, det er.

Ingen forbehold

Og det er bare sådan, Dansk Folkepartis Niels Brammer er. Ligefrem, uden forbehold – og med en udpræget trang til at skille skæg fra snot.

»Det har ikke noget med Uffe Elbæk at gøre. På trods af den politiske forskel taler vi godt sammen, og vi spiste altid sammen i mødepauserne. Det handler bare om at skille tingene ad, og jeg siger ikke noget i byrådssalen, hvis det ikke har politisk relevans,« siger Niels Brammer, der har været der siden kommunalvalget i november 2005.

Forud gik et par år som bestyrelsesmedlem og senere formand for Dansk Folkeparti i Århus. Men den politiske karriere startede i sin tid i et helt andet parti.

Farvel til Konservative

»Jeg var aktiv i Det Konservative Folkeparti, og jeg var folketingskandidat i Give-kredsen. Men på et tidspunkt kom indvandringspolitikken, og så passede jeg ikke ind i partiet. Jeg var med til at fremsætte et forslag om at gæstearbejdere skulle skrive under på, at de ville forlade landet, når der ikke var mere arbejde. Da Poul Schlüter beordrede os til at trække forslaget, trak jeg mig også som folketingskandidat,« siger Niels Brammer, der skar de konservative bånd helt over i 1981, da han sammen med sin kone Lisbeth og deres to små døtre flyttede til Tranbjerg.

»Jeg fik at vide af fællesformanden for Det Konservative Folkeparti i Århus, at det kun var socialdemokrater, der bor i Tranbjerg. Det provokerede mig temmelig meget, og så meldte jeg mig ud,« siger Niels Brammer og kigger ud ad vinduet i parcelhuset i det sydlige Århus.

Omtumlet karriere

Mens de fysiske rammer har været stabile siden ankomsten til den socialdemokratiske forstad – og det anerkender han, at Tranbjerg er – har både den politiske og erhvervsmæssige karriere været noget omtumlet.

Efter et par år på jurastudiet og en tur i militæret startede Niels Brammer på historiestudiet på Aarhus Universitet. I 1982 var han uddannet historiker. Sideløbende havde han arbejdet som vagt, og det blev også vagtbranchen, der blev karrierevejen. Efter mange år i forskellige lederstillinger var det dog slut for tre år siden.

»Jeg fik en ny chef, som jeg ikke kunne enes med, og så gik jeg. Det kostede en periode på dagpenge, men jeg fik hurtigt et nyt job som underviser på Vagt- og Sikkerhedslinjen på Århus tekniske Skole. Men jeg har da prøvet lidt af hvert,« siger Niels Brammer, der ikke har lagt historieinteressen helt på hylden. Således er han i gang med at skrive en bog om Rom – når tiden ellers tillader det.

Tid trækker tænder ud

For tiden er knap, når man udgør en hel byrådsgruppe. Ifølge Niels Brammer koster det politiske arbejde mindst 20 timer ud over fuldtidsjobbet, og det trækker tænder ud på hjemmefronten.

»Vi har en 10-årig dreng i familiepleje hver anden weekend, og når han er her, kræver han fuld opmærksomhed. Der kan jeg godt mærke, at der er for få timer i døgnet,« siger Niels Brammer.

»Jeg har en baggrundsgruppe på to personer, og de er i øvrigt selv hårdt spændt op i forhold til politisk arbejde. Det gør selvfølgelig, at jeg må prioritere benhårdt mellem de politiske sager, men det er der jo ikke noget at gøre ved,« siger Niels Brammer, der til gengæld ikke er i tvivl om, hvilke sager der skal prioriteres.

»Da jeg var med til at samle underskrifter ind for Dansk Folkeparti midt i 90 erne, var det selvfølgelig fordi, at det parti stod for netop en stram udlændingepolitik. Det var jo derfor, jeg forlod De Konservative, og det er stadig det politikområde, jeg går mest op i sammen med socialpolitikken,« siger Niels Brammer, der i dag føler sig tættere på Socialdemokratiet end på de borgerlige partier.

»Jeg sidder i skatteankenævnet, og de Venstrefolk, der sidder der, kalder mig skabssocialdemokrat. Det er nok meget rigtigt – i byrådet er der i hvert fald en overvægt af sager, hvor jeg er enig med Socialdemokratiet frem for med Venstre,« siger Niels Brammer og begynder at begive sig ud i en længere snak om mulighederne for at hæve dækningsafgiften for erhvervslivet. Men han stopper dog sig selv.

»Det er der ingen grund til at snakke om, for det er ikke realistisk i dag. Så det er der ingen grund til at spilde tiden på,« siger Niels Brammer.

Ligefremt og uden forbehold.