Kampen mod uret på Fukushima-kraftværket i Japan får nu myndighederne til at overveje en ny strategi.
Mens faren for en regulær nedsmeltning på det jordskælvsramte atomkraftværk lurer, så dukker løsningen fra Tjernobyl i 1986 op på tegnebrættet.
Det skriver The Daily Telegraph.
Løsningen går simpelt hen ud på at begrave Fukushima i beton og sand.
Men den "beskidte" løsning ses samtidig som den allersidste løsning, og den vil gøre området ubeboeligt i flere årtier.
"Det er ikke umuligt at indkapsle reaktorerne i beton, men vores fokus lige nu er at køle dem ned først," siger en talsmand for Tokyo Electric Power, der ejer Fukushima-værket.
Efter Tjernobyls nedsmeltning i Ukraine hyrede Sovjet-regeringen en hær af arbejdere til at begrave reaktorerne i flere tusind ton sand. Derefter indkapslede de reaktoren med beton.
En sådan aktion i Fukushima vil dog være langt mere omfattende og kostbar, eftersom at seks reaktorer i så fald skal dækkes.