Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
Det kan godt være, at Anna Mee Allerslev, Beskæftigelses og integrationsborgmester i Københavns Kommune, vandt slaget om, hvad der blev sagt og ikke sagt under solidaritetsdemonstrationen for den 63-årige Vladimira Kristensen. Når en borgmester har en hel spinmaskine til sin rådighed, så er det op ad bakke at få sandheden frem om, hvad jeg sagde og ikke sagde under mandagens demonstration.
Men selv om Anna Mee Allerslevs afledningsmanøvrer virkede i første runde, står sandheden tilbage som en skamstøtte over København kommunes politik over for syge og svage borgere.
Jeg sagde ikke, at medarbejderne på jobcenter Lærkevej er nazister. Jeg sagde, at der sker noget med mennesker, som skal forvalte et regelsæt, som ser på syge og arbejdsløse borgere som snyltere. Når man som ansat skal forvalte en inhuman lovgivning, bliver man socialiseret ind i den. Og så opstår der stor risiko for, at man tilsidesætter sin faglige indsigt og i stedet reproducerer et umenneskeligt menneskesyn.
Jødiske Hannah Arendt var en af det 20. århundredes største tænkere, og hun introducerede begrebet ondskabens banalitet: Den tyske SS officer Adolf Eichmann begik ikke sine forbrydelser ud fra ondskab, men fra en bureaukratisk ansvarsfralæggelse og opfyldelse af sine pligter som statsansat. Der er et religiøst element i den måde, Arendt taler om ondskab på. Hun taler nemlig om synden. Det, at vi alle sammen er en potentiel Eichmann, hvis vi ikke stopper op og tænker os om. Der påhviler derfor alle mennesker et ansvar og en moralsk pligt til konstant at tænke over det system, man befinder sig i. Derfor er der også en eksistentialistisk undertone i Hannah Arendts teorier, fordi hun påpeger, at man har friheden til at sige nej.
Forestil dig en situation, hvor en sygeplejerske vidste, at en kollega mishandlede patienter og alligevel tav af hensyn til kulturen på afdelingen. Ville de fleste så ikke sige, at hun havde et ansvar? Eller hvis en pædagogisk leder i årevis så igennem fingre med, at en kollega udviste uempatisk, afvisende og råbende adfærd overfor børnene. Ville de fleste så ikke sige, hun havde et ansvar?
Det, jeg gjorde under demonstrationen, var at sige, at sagsbehandlerne ikke kan fraskrive sig et eget ansvar for den forråelse, der har sneget sig ind i sagsbehandlingen af mennesker som Vladimira. Lige så lidt som fangevogterne i nazismens koncentrationslejre kunne.
Københavns kommune arbejder systematisk på at undgå at give kronisk syge mennesker den førtidspension, de efter loven har ret til. Hvis man ikke mener, at det er en skandale, ja så giver ovenstående selvfølgelig ikke mening. Men ellers er det en meget relevant diskussion for alle, der ønsker en offentlig sektor, der er til for borgerne og ikke omvendt.
Jeg har ikke ondt af offentlige ansatte, hvis de bliver sat i gabestok for en inhuman måde at behandle medborgere på. Det er sådan set på tide, at det sker. Det er for nemt for offentligt ansatte i alle lag at sige, at de blot gør, hvad de får besked på. Den sætning - lig med ansvarsfraskrivelse - er historien fuld af, og med katastrofale følger.
Forvaltningen af pensionslovgivningen har for længst overskredet alle etiske grænser. Selv om kommunerne taber næsten hver anden ankesag fra borgerne, er der intet, der tyder på, at de systematiske lovbrud stopper. Desværre magter de fleste medborgere ikke at få skriftlige begrundede afgørelser, og derfor når mange sager ikke Ankestyrelsen.
Civil ulydighed er derfor påkrævet. Der er masser af eksempler på offentlige ansatte, der siger fra. Senest sagde personalet på Lindegården i Roskilde fra overfor de urimelige forhold på landets socialpsykiatriske bosteder. De satte loyaliteten over for borgerne og deres egen faglighed over hensynet til politikerne.
Det samme skulle landets sagsbehandlere gøre. Tænk, hvilken styrke det ville give, hvis samtlige danske reformramte og sagsbehandlere kæmpede sammen mod de arbejdsmarkedsreformer, som forpester så mange menneskers liv. Så længe det ikke sker, vil mange borgere opfatte deres sagsbehandlere som en del af problemet og ikke løsningen. Desværre.
Her hjælper Anna Mee Allerslev stedmoragtige opbakning til sagsbehandlerne lige så lidt som at pisse i bukserne for at holde sig varm. Det sejler i det hele taget for Anna Mee Allerslev. Hun er politisk ansvarlig for landets værste jobcentre, det dårligste arbejdsmiljø, højeste antal sager per medarbejder: 225 sager i gennemsnit i kontanthjælpsafdelingen, den mest kafkaske organisering, og en ledelse som burde fyres. Samtidig tillader hun sig som borgmester at latterliggøre og nedgøre de syge og udsatte borgere, når de bruger deres demokratiske ret til at demonstrere.
Danmark trænger til at der bliver skiftet kraftigt ud på taburetterne. Kommunalvalget er første mulighed for at udskifte politikere som Anna Mee Allerslev og hendes ligesindede med politikere, der vil bekæmpe alle de reformer, som har til formål af fattiggøre hundredtusindvis af mennesker i dette land.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.