Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
I DENNE MÅNED er det 10 år siden, at Dansk Folkepartis daværende formand gik på banen med tanken om, at folketinget ville kunne stille flere penge til rådighed for de offentlige overenskomstforhandlinger uden at bryde med den danske model.
På baggrund af 2007-sommerens strejker og demonstrationer landet over blandt de ansatte i ældreplejen med krav om mere i løn begrundede Pia Kjærsgaard tanken om en ekstra pose penge på denne måde:
”Det er desværre en kendsgerning, at en privat ansat tjener meget mere end en person med samme uddannelse, som er ansat i en region eller kommune. Aktionen fra de social- og sundhedsansatte har sat noget i gang, og jo mere debat, jo større bliver opgaven for både fagforeninger og politikere for at løse det her”.
Pia Kjærsgaards tanke om den ekstra pose penge til overenkomstforhandlingerne bredte sig ret hurtigt til en række andre partier, og Dansk Folkeparti satte tal og formål på sit forslag. Fem milliarder kr. til et såkaldt omsorgstillæg, der især skulle komme de ”lavestlønnede i den offentlige sektor inden for pleje- og omsorgssektoren til gavn.”
De ansatte i ældreplejen var netop gået i strejke og på gaden for at opnå den ekstra lønstigning, som kunne medvirkende til eller være begyndelsen til en opretning af de helt skæve lønforhold mellem arbejdet med pleje og omsorg og arbejdet med døde ting.
Og derfor satte Pia Kjærsgaard fingeren netop på det ømme punkt med sin melding om at ville forsøge at skaffe ekstra penge til at medvirke til hæve de lave lønninger i de kvindefag, der står for pleje og omsorg.
FOR DET ØMME PUNKT handler netop om den skæve kønsfordeling på det danske arbejdsmarked, hvor kvinder typisk arbejder med mennesker i den offentlige sektor, mens mænd typisk arbejder med maskiner, håndværk og IT i den private sektor.
Uligelønnen mellem kønnene er indiskutabel.
Arbejde med eksempelvis sammenlignelig belastning, ansvar og kompetencekrav aflønnes forskelligt, og det er de typiske kvindefag, der hver gang taber, når mandefag stilles op mod kvindefag.
Eksemplerne er mange og tydelige.
Chaufføren med samme uddannelseslængde som social- og sundhedshjælperen tjener 13 kr. mere i timen.
Vi værdsætter den automekaniker, der plejer vores bil, højere - endda meget højere - end den social- og sundhedsassistent, der plejer vores forældre. Vi betaler faktisk over 40 kr. mere i timen til mekanikeren. Rengøringsassistentens arbejde indenfor på daginstitutionen er mindre værd end specialarbejderens udvendige renholdelse rundt om institutionen.
Kristian Thulesen Dahl – du har arvet en uløst opgave. Pia forsøgte at bidrage til en løsning og fik også sat et muligt bidrag til løsningen på dagsordenen, men resultatet udeblev desværre i den sidste ende.
DER SKAL TRE TING TIL, hvis vi som samfund indenfor en overskuelig fremtid for alvor skal begynde at rykke kvindefagene op på mandeløn.
Folketinget, som jo reelt bestemmer over kommuners og regioners råderum ved overenskomstforhandlingerne skal stille en ekstra pose penge til rådighed for over en årrække at bidrage ekstraordinært til at løfte kvindefagene.
De ansatte i kommuner og regioner skal selv bidrage ved at skævdele de kommende års overenskomstforlig til fordel for de lavtlønnede kvindefag.
Og lovgiverne skal udstyre ligelønsloven med konkrete værktøjer til at måle arbejdsområder og funktioner op mod hinanden, så lovens forbud med lønforskelle mellem arbejde af samme værdi, rent faktisk kan afprøves juridisk i den virkelige verden.
Kristian – hvis du nu træder i Pias fodspor på ligelønsområdet og tager hul på den første forudsætning om en ekstra pose penge over en årrække, så kaster FOA og andre kvindedominerede forbud sig ind i kampen for skævdeling ved forhandlingsbordet med den kommunale arbejdsgivere.
Og så kan vi jo i fællesskab udlodde den tredje opgave med lovændringer, der gør begrebet ”arbejde af samme værdi”anvendeligt, til de partier, som vil uligelønnen til livs.
VI ER GODT KLAR OVER, at det med at skaffe ekstra penge kræver mange diskussioner om, hvorvidt folketinget så blander sig i overenskomstforhandlinger og alt det andet, som Pia måtte igennem for 10 år siden.
Pia var dengang ”overbevist om, at der kan findes en statslig model, som ikke underminerer det danske aftalesystem, hvor de offentlige arbejdsgivere og -tagere forhandler om overenskomsten”. Den opfattelse deler vi.
Og hvis det er nogen trøst, så vil det altså også stille store krav til de kvindedominerede fag at overbevise de øvrige organisationer i kommuner og regioner om, at solidarisk lønpolitik ikke er en smitsom og dødelig diagnose, men derimod et smukt begreb for dét at støtte de, der har behov for en hjælpende hånd.
DET VILLE DA VÆRE SMUKT, hvis vi – lønmodtagere, arbejdsgivere og folketing - kunne tage de første skridt ved overenskomstforhandlingerne i 2018. 10 år efter, at en række kvindefag varslede strejke for at gøre indhug i uligelønnen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.