”SKAL DET TAGE 5, 10, 15 ÅR at indhente dokumentation, før man kan få afklaret, om man kan arbejde eller ej?”
Dette retspolitiske spørgsmål stillede advokat Mads Krøger Pramming til et debatmøde i Valby den 3. august arrangeret af Facebookgrupperne Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne. Til mødet, som især handlede om kritisabel beskæftigelses- og socialforvaltning i Københavns Kommune, sagde han, at det stødte ham som advokat, hvis man som borger ikke får dét, man har ret til ifølge loven, ”og særligt, hvis man systematisk ikke får det.”
Han kom med et oplæg om de største generelle, juridiske problemer i forvaltningen af førtidspensionsreformen, efter at byrådsmedlem i Norddjurs Ulf Harbo (EL) og praktiserende læge på Nørrebro Anders Beich hver især havde leveret et oplæg med andre vinkler på forholdene i Københavns Kommune. Jeg fulgte mødet via live-streaming og har allerede skrevet om lægens oplæg.
DEN JURIDISKE HOVEDFORMULERING i Lov om social pension står i § 18, stk. 1:
”Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om, at sagen overgår til behandling efter reglerne om førtidspension, når det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at den pågældendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved deltagelse i jobafklaringsforløb, ressourceforløb eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger, jf. dog § 17, stk. 2 og 3, og § 18 a.”
En tilsvarende formulering findes i Beskæftigelsesindsatslovens § 68 a, stk. 2. Heri hedder det, at personer, ”hvor det … er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle deres arbejdsevne i et ressourceforløb,” er undtaget fra kravet om ressourceforløb.
Det juridiske problem i loven er ifølge Mads Pramming, at det ikke er præciseret, hvornår og for hvem noget er ”åbenbart” eller ”åbenbart formålsløst”:
”Selvfølgelig er det fornuftigt nok, som der står i loven, at man ikke skal have førtidspension, uden at man har forsøgt at rehabilitere folk, og man skal heller ikke opgive overhovedet at gøre et forsøg, med mindre det er åbenbart, at borgeren (ikke, red.) kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Men dét er problemet: Ordet ”åbenbart”. For hvornår er det ”helt åbenbart”, at man kan komme på førtidspension?”
Disse elastikformuleringer har givet kommunerne mulighed for at pålægge borgere en så tung bevisbyrde, at den er blevet næsten umulig at honorere. Og dette problem er kun blevet større af de kommunale forvaltningers disrespekt for de læger og den lægefaglighed, som attesterer borgernes helbred og funktionsevne over for kommunerne. For når man fjerner den grund, som lægernes faglighed har udgjort for det forvaltningsmæssige skøn, så er der ikke længere nogen afgrænsning af dokumentationskravet. Og så er næsten alt overladt til den kommunale forvaltnings frie skøn.
Det er administrationen af dette frie skøn, der gør det muligt for kommunerne systematisk at krænke borgerens retssikkerhed. Derfor er der behov for en lovændring, der gør loven mindre elastisk, understregede han over for Information, som har skrevet om debatmødet.
ANKESTYRELSEN SPILLER OGSÅ en vigtig rolle. Den blander sig sjældent i forvaltningens frie skøn, og den svigter den rolle, den skulle have haft som borgernes vagthund, mente Mads Krøger Pramming:
”Efter min opfattelse er Ankestyrelsen også den store skurk i det her. Ankestyrelsen er et sted, som er blevet solgt i sin oprindelse som et sted, hvor borgeren har mulighed for at få retssikkerhed i loven. Men Ankestyrelsen har udviklet sig til noget helt andet... Vi kan se som advokater på det her område, at hver gang der er en lovbestemmelse, der er åben for fortolkning, og den kommer i Ankestyrelsen, så er det aldrig sådan, at Ankestyrelsen åbner op, så man måske giver lidt mere, end Folketinget havde forestillet sig … Det er altid til borgerens ulempe, når Ankestyrelsen skal fortolke noget.”
Derudover har det siden enevældens tid været en tradition, at heller ikke domstolene blander sig i eller afprøver forvaltningens skøn. Det skaber ”et gigantisk kontrolproblem,” fastslog Pramming:
”Kombinationen af dette kontrolproblem med et i tiden meget stort besparelsesønske i kommunerne skaber en giftig cocktail, og det medfører en ordning, hvor man ikke, hvis ulykken rammer, har nogen som helst garanti for, at den forsikringsordning, som man har betalt til hele livet over skatten, kommer til (ud)betaling …”
RETSLØSHEDEN I DETTE SYSTEM er efterfølgende blevet beskrevet grundigt i en tilsvarende nyhedsartikel i Ugebrevet A4. Og næsten den samme kritik (bortset fra indrømmelse af det kommunale fortolkningsrum) er i denne uge leveret af seks kommuner, heriblandt Københavns Kommune, som har skrevet et åbent brev til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) med krav om at lempe pensionslovens rigide dokumentationskrav.
Ministeren har i gårsdagens nyhed modtaget kritikken med et udsagn om, at regeringen vil gennemgå reformen, men at de beskrevne juridiske problemer er at betragte som ”børnesygdomme”. En sådan underdrivelse af fundamentale retsproblemer er en direkte hån over for de borgere, som forvaltningen af reformen har taget eller næsten har taget livet af.
Jeg håber, at beskæftigelsesministeren og forligskredsen vil besinde sig og tage ansvaret på sig for at ændre lovgivningen og forvaltningskursen i en menneskelig retning.
Hvis der er politisk vilje til det, så kan de, alene ved at præcisere dokumentationskravene i selve loven, gøre meget for at forhindre systematisk krænkelse af de svageste borgeres retssikkerhed. Herunder bør det naturligvis fremgå, at helbredsattester fra borgerens egne læger skal vægte som primært dokumentationsgrundlag, og at en borgers sag skal føre til en konklusion inden for en afgrænset og overskuelig tid på for eksempel to år.
Mennesket – og ikke juraen – skal tilbage i centrum.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.