Har socialrådgivere pligt til at sige fra, når de oplever, at syge borgere bliver umenneskeligt behandlet på jobcentrene?
Den debat har raset, siden fagforeningsmanden Jan Hoby sammenlignede medarbejderne på jobcenter Lærkevej i København med fangevogtere i en nazistisk KZ-lejr.
Maj Thorsen er en af de socialrådgivere, der har sagt fra over for urimelige arbejdsforhold i sagsbehandlingen, som gik ud over borgerne.
Hun kalder sammenligningen af medarbejderne på jobcentrene og fangevogterne i KZ-lejrene for meget grov. Og hun understreger, at medarbejderne på jobcenter Lærkevej sagtens kan have gjort ledelsen opmærksom på problemerne med, at de har 220 sager per sagsbehandler. Et forhold, de måske kan have arbejdet med at ændre gennem Medarbejderudvalget.
Det bør man altid gøre, før man går til pressen, mener hun.
- Men hvis man ikke kommer nogen steder inden for arbejdspladsen, så mener jeg virkelig, at vi bliver nød til at gå ud og sige fra, når den er gal, hvis vi skal kunne se os selv i øjnene, siger hun.
Etisk grænse overskredet
Da Maj Thorsen i 2014 gik til Randers Amtsavis med oplysninger om, hvor galt det stod til i familieafdelingen i Randers, mener hun selv, at hun og hendes kollegaer havde gjort alt for at ændre på forholdene igennem dialog med ledelsen.
Og hun var bange for, at den store arbejdsmængde ville føre til, at de i Randers ville overse en alvorlig sag om misbrug af børn, ligesom det var sket i Brønderslev-sagen og Tønder-sagen.
- Det var så groft, det der skete. Min etiske grænse blev overskredet så meget, at det kunne jeg ikke stå model til længere, siger hun.
For Maj Thorsen var det ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt lovgivningen blev overholdt eller ej.
- Det var det der med at have en ordentlighed over for svage og udsatte familier. Det var den ordentlighed, som jeg ikke synes var der, siger hun.
Men hun var så bange for at blive fyret, at hun valgte at stå frem under synonymet 'Karen'. I dag stå hun dog frem med sit rigtige navn, efter hun har skiftet arbejdsplads og er blevet aktiv i Socialrådgivernes arbejdsgruppe for ytringsfrihed.
- Og hvis jeg skulle gøre det samme i dag, ville jeg også stå frem med navn, for det har jeg ret til. Som offentligt ansatte har vi en udvidet ytringsfrihed, men det er desværre ikke alle, der er opmærksomme på det, siger hun.
Frygt for fyring
Maj Thorsen kan godt forstå, hvis mange socialrådgivere ikke tør stå frem, selvom de oplever en behandling af borgerne, som de ikke kan stå inde for.
- Det kan jo have nogle rigtig kedelige konsekvenser. Man kan blive indkaldt til en såkaldt bekymringssamtale, og i yderste konsekvens kan det føre til en fyring. Jeg har hørt om flere sager, hvor socialrådgivere har fået at vide, at de jo må flytte, hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, fortæller hun.
Det skal dog ikke holde socialrådgiverne tilbage, mener hun.
- Jeg ved ikke, om lederne bruger det bevidst, men loyalitetsfølelsen stikker meget dybt, og man kan godt komme til at føle, at man går bag om ryggen på sin chef, hvis man går til medierne. Men loyaliteten går ikke forud for ens ytringsfrihed, så længe man overholder sin tavshedspligt, taler sandt og taler på egne vegne, siger hun.
Maj Thorsen opfordrer andre socialrådgivere til at tage kontakt til Dansk Socialrådgiverforening for at få rådgivning, inden de går til pressen med oplysninger.