Jamaicas nationalhelte på sprinterdistancerne, Usain Bolt og Yohan Blake, tager hul på atletiksæsonen lørdag, hvor de begge ventes at stille op i 400-meter løb i hovedstaden Kingston.
Bolt sikrede sig legendestatus med forsvaret af sine tre guldmedaljer fra OL i Beijing - på 100 meter, 200 meter og 4x100 meter - ved sommerens OL i London.
Verdensrekordholderen på 100- og 200-meter-distancerne er blandt de cirka 30 atleter fra Racers Track Club, der er anmeldt til at deltage i lørdagens Camperdown Classic i Kingston.
Gruppen af supersprintere omfatter også Warren Weir, bronzevinder på 200-meter i London samt Yohan Blake, der med to sølvmedaljer ved OL slog sit navn fast som historiens næsthurtigste mand.
Usain Bolt satte i 2009 i Berlin verdensrekord på 100 meter med 9,58 sekunder.
Næste fredag skal Usain Bolt efter planen deltage i en velgørenhedskamp i forbindelse med den amerikanske basketball-ligas årlige All-Star Game.
Bolt, der er tilhænger af NBA-holdet Boston Celtics, optræder sammen med berømtheder fra underholdningsbranchen og tidligere NBA-spillere som Clyde Drexler og Dikembe Mutumbo.
/ritzau/AFP