FC Nordsjælland mangler ifølge Chelseas Branislav Ivanovic en rigtig god centerforward, hvis de danske mestre skal kunne gøre sig på Premier League-niveau.
Det mener Champions League-mestrenes højreback efter Chelseas 4-0-sejr i Parken over FCN.
- De spiller uden en god angriber - en nummer ni - og så er de ikke så farlige oppe foran, men de er gode med bolden, siger Ivanovic.
Bortset fra den manglende kvalitetsangriber, så er Chelsea-spilleren ganske imponeret over det danske mesterhold.
- Det var meget svært for os. Vi var presset efter uafgjort mod Juventus i den første gruppekamp.
- Det var helt ærligt ikke nemt. Men jeg synes, at vi kontrollerede kampen. Vi havde tre meget gode chancer i første halvleg, hvor vi kunne have afgjort kampen.
- Vi vidste, at de ville spille bolden op helt nede bagfra. Vi forsøgte at presse dem og tage bolden fra dem, som vi gjorde ved det første mål, siger Ivanovic med henvisning til 1-0-scoringen efter 33 minutter.
Her pillede Fernando Torres bolden fra FCN's Enoch Adu, og så kunne Juan Mata få sekunder senere sende Chelsea i front med 1-0.
/ritzau/