Italien hev som ventet en sejr i land over Armenien i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe B, men det holdt hårdt, indtil dommeren fløjtede 3-1-kampen af, mener støvlelandets fodboldchef på sidelinjen.
- Vi måtte slås for det i perioder, men alt i alt er jeg tilfreds, siger den italienske landstræner Cesare Prandelli.
Selvom Italien kom planmæssigt foran tidligt i kampen, da Andrea Pirlo scorede på et straffespark, gik de to hold til pause med 1-1, efter Henrikh Mkhitaryan - spilleren der for nyligt sænkede FC Nordsjælland i Champions League - udlignede på en kontra.
Og således var italienerne under pres, lige som holdet har været det tidligere i kvalifikationsturneringen, hvor de heldigt fik uafgjort i Bulgarien og var alt andet end overbevisende i 2-0-sejren over Malta.
- Jeg kan ikke sige det ofte nok. Det er en svær pulje. Men vi spillede en god kamp og viste karakter, siger Cesare Prandelli.
Italien, der på tirsdag møder Danmark i Milano, har syv point og fører gruppe B.
/ritzau/