En israelsk kampvogn har såret adskillige egyptiske grænsevagter, da den sendte en granat imod en egyptisk stilling - en militærpost - ved den egyptiske grænse til Gaza.
Israels hær har erkendt det og siger, at det var en fejl.
- Episoden undersøges, og detaljerne er ved at blive gennemgået. Israels militær er kede af episoden, siger militæret i en erklæring.
Episoden er sket ved den grænseovergang, som Israel kalder Kerem Shalom.
En talsmand for Egyptens militær siger, at adskillige grænsevagter blev lettere såret af fragmenter fra den israelske granat.
Det er ikke umiddelbart klart, hvornår den israelske kampvogn ramte egypterne.
Men tidligere søndag, da en nødhjælpskonvoj kørte fra Egypten og ind i Gaza, lød der brag i området.
Derefter blev der sendt ambulancer fra den egyptiske side til området ved grænsen.
Vidner og lokale lægekilder sagde, at syv blev bragt til hospitalet, men det er ikke umiddelbart klart, om der er nogen sammenhæng mellem episoderne.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters