Israels flåde har skudt og dræbt en palæstinensisk mand, efter hans båd sejlede uden for den afgrænsede fiskerizone ud for Gazastriben.
Ifølge militæret ignorerede manden både mundtlige advarsler og varselsskud. En talskvinde for militæret siger, at båden "afveg" fra det område, hvor den har ret til at fiske ud for den nordlige del af Gazastriben.
Foruden den dræbte mand er to andre palæstinensere, der var om bord på båden, taget med til forhør, meddeler militæret.
De palæstinensiske fiskeres fagforening siger, at det var en båd med tre fiskere, der blev beskudt af israelsk militær.
En talsmand for Hamas betegner det over for nyhedsbureauet AFP som "en grim forbrydelse, som besættelsesmagten er ansvarlig for, og en form for fortsat aggression mod vort palæstinensiske folk".
Israel blokerer sammen med Egypten adgangen til havet for indbyggerne i Gazastriben.
Det betyder, at de omkring 3000 fiskere i den palæstinensiske enklave kun har adgang til et havområde op til seks sømil fra kysten.
Israel siger, at reglerne er indført af hensyn til sikkerheden.
Den israelske flåde affyrer jævnligt skud mod palæstinensiske fiskerbåde, der bevæger sig ud over grænsen på seks sømil. Det er imidlertid sjældent, at det fører til, at nogen bliver dræbt.
/ritzau/dpa