Israelske kampfly har natten til fredag kastet bomber mod et mål i Libanon, som svar på torsdagens raketangreb mod Israel, oplyser militæret.
En kilde i militæret fortæller, at angrebet var rettet mod et opholdssted for terrorister tæt på Na'ameh mellem Beirut og Sidon, men gav ingen yderligere detaljer om aktionen.
Torsdag blev fire raketter affyret fra Libanon mod det nordlige Israel. Den ene af raketterne blev skudt ned af det israelske luftforsvar, men de tre andre eksploderede. Ingen personer kom til skade.
Politiet i det nordlige Israel har opfordret beboerne til at holde sig i nærheden af beskyttelsesrum.
Ifølge Israel var det islamistiske ekstremister, som stod bag angrebet.
/ritzau/Reuters