Man skal finde det absolut varmeste tøj frem fra klædeskabet, hvis man skal ud i nat eller på arbejde i morgen tidlig.
Så klar er anbefalingen fra DMI torsdag aften.
Danmarks Meteorologiske Institut forventer nemlig lokalt ned til hele 14 frostgrader, der hvor det bliver koldest, mens der i resten af landet bliver mellem syv og 12 kuldegrader.
- Det bliver en rigtig kold fornøjelse, hvis man skal på arbejde i morgen tidlig. På Midtsjælland kan der blive ned til 14 frostgrader i nat, og det er generelt inde i landet, der bliver koldest, siger meteorolog Anja Boldholdt fra DMI til Avisen.dk.
Ved de kystvendte områder, bliver det også koldt, men altså ikke helt så koldt som inde i landet, fortæller Anja Boldholdt.
Også i de tidlige morgentimer skal man pakke sig godt ind, inden man træder ud af hoveddøren.
- Der vil nok være mellem to og seks graders frost langt ud på formiddagen de fleste steder, men varmere vejr presser sig på vestfra i løbet af dagen. Det passer med, at vi forventer, at det bliver mildere i weekenden, siger Anja Boldholdt.