Krigere fra Islamisk Stat har mandag dræbt 27 medlemmer af en regeringstro milits i et bagholdsangreb sydvest for byen Kirkuk i Irak.
Angrebet kommer over to måneder efter, at regeringen i Irak har erklæret sejr over Islamisk Stat (IS).
Oplysningerne om bagholdsangrebet stammer fra den paraply af shiamilitser, der kalder sig Folkets Mobiliseringsstyrke.
IS-krigerne var forklædt i militæruniformer og bemandede et falsk checkpoint.
En general i den irakiske hær, Yahya Rasool, kalder IS-krigerne for en skjult celle. Hæren forsøger at finde og udrydde cellen i området, siger han.
Også IS har taget skylden for angrebet gennem sit nyhedsbureau Amaq.
Angrebet fik en leder af en af de mest prominente shiamilitser til at kræve "hævn". Lederen, Hadi al-Amiri, talte ved en militær lufthavn i Bagdad, hvor ligene blev fløjet til.
Ved lufthavnen opfordrede al-Amiri irakiske sikkerhedsstyrker til at være årvågne.
- Krigen mod terrorisme er endnu ikke ovre, sagde han.
IS er officielt besejret i Irak, og al territorium er tilbage under kontrol af regeringstro-styrker. Men både amerikanske og irakiske officerer har udtalt frygt for fortsatte guerillalignende angreb.
Sidste måned angreb selvmordsbombere det centrale Bagdad i to angreb i træk. Angrebene kostede 38 mennesker livet.
/ritzau/AP