De seneste dages uroligheder i Iran har fået USA og Storbritannien til at opfordre til fred i det persiske land.
Men den slags opfordringer gider landets præsident, Mahmoud Ahmadinejad, ikke høre på.
"Hvis man vil være en del én af Irans venner, så skal man ikke komme med den slags bemærkninger. Derfor råder jeg jer til at trække bemærkningerne tilbage," siger Mahmoud Ahmadinejad ifølge Reuters.
Det iranske nyhedsbureau ISNA skriver, at beskeden er rettet direkte mod den britiske premierminister, Gordon Brown, og den amerikanske præsident Barack Obama.
Der er fortsat usikkerhed om, hvor mange der har mistede livet i urolighederne lørdag, men meget tyder på, at i hvert fald 10-12 demonstranter ikke vendte hjem.
Politikens netavis beretter desuden, at datteren til den tidligere præsident Hashemi Rafsanjani er blevet anholdt sammen med fire familiemedlemmer.
Det sker, fordi Faezeh Hashemi har udtrykt sin opbakning til oppositionsleder Hossein Mousavi.
Oplysninger er endnu et tegn på, at myndighederne i den konservative magtelite strammer grebet om det spirende oprør, der nu har varet i over én uge.