Iran sender fem fly med mad til Qatar

Iran åbner dets luftrum for 100 daglige flyvninger til og fra det sanktionsramte Qatar.

Iran har sendt fem fly lastet med mad til Qatar. Det oplyser det nationale flyselskab Iran Air.

- Transporten indeholder blandt andet frugt og grøntsager. Hvert af flyene medbragte en last på 90 ton, oplyser selskabets talsmand, Shahrokh Noushabadi, søndag.

Maden bliver sendt til Qatar, efter at Saudi-Arabien og flere andre lande i regionen mandag brød alle diplomatiske bånd og lukkede alle transportruter til Qatar, som bliver beskyldt for at støtte ekstremisme.

Saudi-Arabien og dets nabolande er blandt andet imod, at Qatar på enkelte områder samarbejder med Iran.

- Vi vil fortsætte med leveringer af mad, så længe der er efterspørgsel efter det i Qatar, siger Noushabadi, som ikke oplyser, hvorvidt der er tale om eksport eller om nødhjælp.

Tre skibe lastet med 350 ton madvarer er også ved at blive gjort klart til at forlade en iransk havneby med retning mod Qatar, skriver et irakisk nyhedsbureau.

Havnen i Dayyer er Irans havn i forhold til Qatar.

Iran har også åbnet dets luftrum for omkring 100 daglige flyvninger til og fra Qatar. Det sker, efter at Saudi-Arabien, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater har lukket deres luftrum for landet.

De anklager landet for at støtte militante islamistiske grupper i Syrien og Yemen og for at blande sig i andre landes anliggender.

Qatar har afvist alle beskyldningerne.

USA's præsident, Donald Trump, siger, at den lille golfnation historisk set har finansieret terrorisme "på et meget højt niveau".

- Ingen civiliseret nation kan tolerere denne vold eller tillade denne onde ideologi at brede sig på dens kyster, sagde Trump fredag.

Egypten har opfordret FN's Sikkerhedsråd til at indlede en undersøgelse af beskyldninger mod Qatar.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.