Hvis irakisk politi mishandlede sine fanger, skulle danske soldater ikke nødvendigvis gribe ind, selvom de overværede overgrebene.
Det viser hidtil hemmeligholdte dokumenter, som dagbladet Information er kommet i besiddelse af.
Hvis der ikke vare fare for liv og legeme, men blot tale om almindelige overgreb, ville det ifølge de danske regler kunne virke upassende, hvis danske soldater greb ind over for de irakiske myndigheder. Det skriver Information onsdag.
Soldaterne skulle ikke gribe ind over for overfald, hvis de anså det for "upassende at gribe fysisk ind i situationen," hedder det i et regelsæt fra Forsvaret fra 2006.
Kurt Borgkvist, der er tidligere militærjurist, peger på, at reglerne virker mangelfulde.
"For hvornår er det 'passende' at gribe ind, og hvornår er det ikke?," spørger han retorisk i dagens Information.
Det fremgår også af papirerne, at de danske soldater var forpligtigede til at gribe ind over for vold, der kunne resultere i "tab af menneskeliv eller alvorlig personskade."
Kilde: Information.