Marinemaleren Carl Rasmussen stævner i 1893 ud fra Københavns havn med kursen sat mod Grønland. Engang var han den første maler, som vovede sig til det barske land for at beskrive eskimoernes liv.

Mod slutningen af sit liv forsøger han at genfinde inspirationen, men rejsen ender i et opgør med hans egne indre dæmoner.

Hovedpersonen i Carsten Jensens nye roman, Sidste rejse , er baseret på marinemaleren Carl Rasmussen – en outsider i skipperbyen Marstal på Ærø, som levede fra 1841 til 1893. Men ifølge forfatteren, repræsenterer han på mange måder også en tankegang, som vi stadig læner os op ad i dag.

»Han var et menneske, der var fanget mellem to tidsaldre. Han voksede op som anden generation efter guldaldermalerne og havde et princip om, at han aldrig ville male noget, der var grimt. Han ville fastholde det idylliserende billede af Danmark, som vi også dyrker i dag. Det indadvendte og det udramatiske, som identificerer os som nation,« siger Carsten Jensen.

Ind til kernen

Allerede som barn var Carsten Jensen fascineret af den lokale maler, hvis malerier stadig hænger på væggene i mange hjem rundtom i Marstal.

Han har fået lov at læse malerens private breve, han følger i bogen hans historie i store træk, men har digtet sig frem til de mellemliggende følelser og tanker for at give romanfiguren kød og blod.

»Min ambition er at indfange ånden og nå ind til kernen af mennesket bag maleren Carl Rasmussen. Han var ikke noget geni, og fik aldrig berømmelse som skagensmalerne. Men det, der virkelig fascinerede mig, var hans modvilje over for at overskride sine grænser og ofre alt for sin kunst,« fortæller Carsten Jensen og trækker tråden videre til i dag:

»Det moderne liv stiller konstant store krav til os om en grænseløs evne til at forandre os selv. Det hverken kunne eller ville Carl Rasmussen. Jeg tror, at der er en lille smule Rasmussen i os alle. Vi kan ganske enkelt ikke rumme det hele, og der er grænser for, hvor store udfordringer vi kan kaste os ud i,« lyder det fra forfatteren.

Brutale danskere

Gennem romanen konfronteres hovedpersonen Carl Rasmussen konstant med nye indtryk: et skrumpehoved fra de varme lande, en fordrukken grønlandsmissionær og en storstrikkende kaptajn. Rasmussen afviser dem på stribe, fordi han ikke kan håndtere det fremmede. En holdning, som ifølge Carsten Jensen også kendetegner danskerne i dag.

»Man har et problem, hvis man ikke forholder sig til det fremmede. Man risiskerer simpelthen at vågne op til en virkelighed, man ikke kan håndtere,« siger han og understreger, at danskerne er blevet farligt selvtilfredse.

Asylansøgerne

»Vi er blevet mere brutale og afstumpede end nogensinde. Se bare på krigen i Irak eller asylcentrene, hvor vi lader folk sidde og rådne op i årevis, fordi vi ikke vil acceptere dem som en del af virkeligheden. Vi torturerer dem åndeligt og viser dem kun halvhjertet godhed, når politikerne vil tækkes vælgerne. Nøjagtig som i eventyret om den lille pige med svovlstikkerne sidder de fast i en sjælelig snedrive, og vi skider bare på dem,« raser Carsten Jensen.

Han håber, at romanen Sidste rejse vil inspirere læserne til at være lidt mere imødekommende over for det fremmede.

Carsten Jensen er nomineret til Danske Banks Litteraturpris for sin forrige roman Vi, de druknede , som uddeles søndag på bogmessen i Forum.