Hvis Cocorosie var et land og ikke et band, ville det formentlig være befolket med belæste enhjørninger på skateboard.
Det er nemlig en fantasifuld blanding af pop, opera og hiphop frembragt ved hjælp af så forskellige instrumenter som klassisk harpe, human beatboxing og mekaniske lyde fra farvestrålende legetøjsinstrumenter, der vil fylde spillestedet Vega, når Cocorosies giver deres tredje koncert på dansk jord inden for få måneder
Men det særlige Cocorosie-univers udgøres ikke kun af musikken, men i lige så høj grad af de to amerikanske søstre Sierra og Bianca Casady selv. Sierra er den operauddannede mørke skønhed med harpen, mens Bianca spiller på legetøjsinstrumenterne og eksperimenterer med kønsidentitet.
Talte ikke sammen
Som børn var Bianca og den to år ældre Sierra vidt forskellige. Sierra var mest til ensomheden i ødemarken, hvor hun lod lynene slå ned i sin krop for at fange energien. »Det handler om ikke at have gummisko på,« forklarer Bianca, som i modsætning til Sierra var meget social og fuld af selvtillid.
I dag bor og lever de sammen i et nærmest symbiotisk forhold til hinanden, men gennem de fleste af teenageårene talte de ikke sammen.
»Det var en form for oprør mod, hvor tætte vi var. Vi havde brug for noget tid væk fra hinanden for at udvikles,« siger 25-årige Bianca over telefonen fra New York, hvor de har et galleri, og hvor de bor halvdelen af tiden. Resten af tiden bor de i Paris.
Ingen skole og fjernsyn
I Cocorosie-land er der ingen begrænsninger, og det skyldes i høj grad de to søstres barndom. Sammen med moderen flyttede de fra sted til sted, mens somrene blev tilbragt med faderen blandt indianere, som lærte dem at værdsætte naturen og ritualer. De to søstre gik ikke i skole, de havde ikke fjernsyn, og de lyttede ikke til særlig meget musik. I stedet var der masser af frihed og kærlighed.
»Vi levede en tilværelse uden for samfundet, hvor der ikke var ret meget, der trængte ind,« siger Bianca. En tilværelse som blev mødt med fordomme og beskyldninger om dårlig opdragelse, men i Biancas øje er manglen på skolegang og konventioner, det mest værdifulde hendes forældre har givet hende.
»Vi fik mulighed for at udvikle, hvem vi virkelig var, i stedet for at blive fodret op på fjernsyn og lærere, som fortæller én, hvad man skal tænke, hvordan man skal se ud og hvad man skal lege med. Vi blev opdraget til at lave kunst og være kreative,« siger Bianca.
Spøgelser fra fortiden
Familie og barndom er et gennemgående tema på Cocorosies seneste album, The Adventures Of Ghosthorse And Stillborn , en makaber titel, som skyldes, at de to søstre funderede en del over døden og efterlivet, mens de skrev sangene.
»Vi havde flere dødsfald i den periode, og derfor var vi mere sensitive over for spøgelser og de eventyr, der venter efter døden,« forklarer Bianca. Og trods en farverig barndom gennemsyres teksterne af en sørgmodig tone.
»Jeg kan ikke huske nogen sinde at have været ked af det som barn, men når man bliver ældre, indser man, hvad ens forældre egentlig gennemgik, som for eksempel skilsmisser og mental sygdom. Skjulte hemmeligheder dukker op, og billedet bliver mørkere og mørkere, men jeg havde stadig en lykkelig barndom,« siger Bianca. »Hvis dine forældre giver dig respekt som barn, får du et godt selvværd. Jeg skulle aldrig bevise mig over for mine forældre, og derfor behøver jeg ikke at bevise mit værd over for verden.«