Lige så stille vågner København, ja, selv i det slidte nordvest-kvarter kvidrer fuglene frejdigt. Klokken slår otte, og i et baghus nær rockerbanden Hells Angels’ gamle hovedkvarter sidder Thomas Troelsen foran sin analoge mixerpult og arbejder på endnu en sangskitse til endnu et hit.
Den splejsede vestjyde i det evindelige slimme suit mødte usædvanlig sent denne torsdag. Faktisk nåede den store viser op på 6.45, så han har noget at indhente.
På en normal arbejdsdag – lige indtil et imaginært tågehorn kommanderer ham hjem 18 nul dut – laver han 15-20 udkast til nye numre. Der er altså noget at tage fat på for det oprindelige B-menneske, der konverterede til A-holdet for at kunne opfylde sine ambitioner. På et tidspunkt eksperimenterede han ligefrem med at møde ind i sit klinisk retrodesignede Delta Lab-lydstudie ved firetiden om morgenen. Det blev han trods alt for skør og træt af.
- Men jeg har da taget mig gevaldigt sammen. Efter James Brown gik bort, er jeg blevet the hardest working man in showbizz. Jeg er faktisk lidt glad for, at han er død. Han var en svær mand at konkurrere med, griner Thomas Troelsen og vrider sig i stolen.
Gnisten forsvandt
Selvom det er gas, kan Danmarks mest feterede popproducer godt tillade sig sammenligningen med en af soulmusikkens klarest tindrende stjerner.
Han er 25 år, men har allerede et skrækindjagende cv på samvittigheden. For eksempel danner han dynamisk duo med en anden gulddreng på producerfronten, Remee. Han er også TV 2’s foretrukne lyddesigner, og så er han bagmand og omkvædvokalist på Junior Seniors verdensomspændende ’Move Your Feet’-ørehænger og – måske vigtigst af alt – hjernen i bandet Superheroes, der som teenagere væltede Danmark og betog notabiliteter a la Beck med naivistisk new romantics-pop, som den blev lavet i 1980’erne.
Men Superheroes flyver ej længere. Sekstetten gik officielt i opløsning sidste efterår, og i forsommeren meddelte Thomas Troelsen så, at han havde holdt kontakten med sangerinden Tanja Simonsen og guitaristen Asger Tarpgaard, og at de nu gik i udbrud som trioen Private.
Forsangeren, komponisten og tekstforfatteren forklarer, at vennerne bare havde mistet gnisten. Og at han ikke længere kunne finde ud af at skrive musik til seks mennesker. Seks temperamenter. Seks instrumenter.
»Det var et problem allerede på vores tredje album. Sangene kunne rent faktisk ikke spilles live, fordi jeg ikke arbejdede med så mange instrumenter længere. Superheroes endte med halve løsninger, og det gjorde det hele mindre hardcore,« siger han med interviewets hidtil eneste ærgerlige ansigtsudtryk.
Stolte superhelte
Thomas Troelsen skjuler ikke, at det gjorde ondt at opløse bandet. Og fortælle de vragede medlemmer, at kun halvdelen fortsatte i en eksklusiv konstellation.
»Ja, for helvede, det gjorde ondt. Altså, det er jo gode venner og sådan noget. Jeg ville aldrig bytte vores oplevelser med noget og var da megaked af det. Også fordi jeg fremstod som den dumme og sagde, at vi – os tre – fandt på noget andet uden dem,« erkender han og understreger, at skilsmissen ikke handlede om ungdomsvennernes evner. Eller mangel på samme.
»De bør ikke føle sig vragede. De har jo stadigvæk stolthed i livet, stadig megadygtige til det, de gør. Og vi er ikke raget uklar. Man kan sige, at vi snakker lige så lidt nu, som vi gjorde før, vi gik i opløsning. Der var bare ikke noget andet at stille op. De ringede hver måned og spurgte, hvornår vi skulle øve. De skrev jo ikke selv noget nyt materiale, og jeg måtte hver gang sige, at jeg ikke rigtig havde noget ordentligt. Til sidst blev jeg lidt irriteret. Jeg fik nedtur over mig selv. Over at jeg ikke kunne finde ud af at skrive sange til dem længere. Når jeg prøvede, syntes ingen, det var fedt. Det syntes jeg heller ikke selv.«
USA og England venter
Med Private har Thomas Troelsen begået sit hidtil mest vellykkede projekt. I hvert fald hvis man spørger ham selv. Alt er fluekneppet, og konceptet overlader intet til tilfældighederne.
»Mens jeg ikke længere kunne ramme akkorderne til et stort band, så fik jeg omvendt enormt god respons på mine andre numre. Selvom Privates lyd er funket, og funk er sådan et fyskamme-ord, man forbinder med noget højskole-agtigt, hvor man tager ind på den lokale café og spiller, så er det den mest hardcore genre, du kan kaste dig ud i. Og i vores form er den langtidsholdbar. Privates mål er at lave noget, der ikke bare virker trendy det næste halve år. Godt, gedigent håndværk, som også er håndværk om 10 år – om man kan lide genren eller ej. Og hvis det lyder dyrt, så er det ikke tilfældigt. Nogle af sangene er indspillet tre gange,« trumfer Thomas Troelsen, der ikke kan lægge bånd på sine ambitioner.
Planen er, at Private skal slå igennem i England til foråret og USA næste efterår. Og sådan noget kommer man ikke sovende til:
»Vi ville lave en klassisk popplade som ’Like A Virgin’, ’Purple Rain’, ’Bad’, ’Thriller’. Et album, hvor alle sange fungerer som singler uden lavpunkter. Jeg mener ikke, der er lavet et album som dette – rent stilmæssigt – siden ’Dangerous’, hvor sangene er så meget i fokus,« hævder han.
Lysvågen.