FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, fordømmer volden i Egypten i "de stærkeste vendinger," og han opfordrer til en fredelig forsoning mellem landets midlertidige regering og Det Muslimske Broderskab.
- For få dage siden fornyede generalsekretæren sin appel til konfliktens parter om at overveje deres handlinger i lyset af en ny politisk virkelighed for at forhindre yderligere tab af menneskeliv, siger FN-generalsekretærens talsmand.
Ifølge talsmanden beklager Ban Ki-moon "de egyptiske myndigheders beslutning om at møde demonstranterne med vold."
Fordømmelserne sker, efter sikkerhedsstyrker onsdag har ryddet lejre i Kairo, hvor de har opholdt sig i protest over, at Mohamed Mursi blev afsat som præsident 3. juli af landets militær.
Opløsningen af lejren har medført adskillige døde.
I Tyrkiet siger præsident Abdullah Gül, at den blodige rydning af protestlejre i Kairo er "uacceptabel," og landet opfordrer det internationale samfund til at reagere øjeblikkeligt for at standse "massakren."
- En væbnet intervention mod civile, der demonstrerer, er uacceptabel og kan ikke retfærdiggøres, siger Abdullah Gül i en erklæring, som blev transmitteret i det nationale tv.
Den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, siger, at den tyske regering er "ekstremt bekymret" over den "meget farlige" eskalering af volden i Egypten.
Westerwelle kritiserer indirekte landets regering for et overgreb på Det Muslimske Broderskab.
- Vi forventer af overgangsregering og de egyptiske myndigheder, at de tillader fredelige demonstrationer, ligesom vi forventer, at andre politiske styrker tager afstand fra vold - at de ikke opfordrer til vold og ikke handler voldeligt, siger Guido Westerwelle.
/ritzau/dpa