Et stigende antal psykisk syge lades i stikken og får ikke den behandling, de har ret til.
Som psykisk syg har man ret til at komme i behandling to måneder efter, at man har fået stillet en diagnose.
Men i 2009 ventede hele 4.522 personer på at få den rette hjælp. Af dem havde 1178 ventet i over to måneder, viser tal fra Danske Regioner.
"Den behandlingsrettighed, som blev indført fra 1. januar er en meget begrænset rettighed. For der er i øjeblikket ikke nok behandlingstilbud i det offentlige, og der er slet ikke nok private udbydere til at sørge for, at psykisk syge kan komme i behandling, når det offentlige ikke har plads," siger Mikkel Lambach, chefrådgiver i Danske Regioner, til Dansk Sygeplejeråds nyhedsbrev.
Især i Jylland kniber det med private behandlingstilbud indenfor psykiatrien.
"Vi må erkende, at der er sorte huller i Jylland, når det offentlige ikke har plads til at behandle psykisk syge indenfor to måneder," forklarer Mikkel Lambach til Dansk Sygeplejeråds nyhedsbrev.