Et par glas rødvin til grillbøffen og så lige et par øl til at slutte af på, og så skal der sættes ild til bålet. Alkohol og ild er ikke umiddelbart en god kombination, men vi er faktisk blevet helt gode til at håndtere flammerne Sankt Hans aften.
"De sidste mange år har der ikke været indsatser, der er direkte relateret til det her med at tænde bål Sankt Hans aften. Folk er blevet bedre til at anlægge de her bål, så de ikke spreder sig videre til de omkringliggende ting og sager. Og så tror jeg også, at der er lidt mindre fest i gaden, end der var tidligere," siger chef for brand- og redningsafdelingen i Københavns Brandvæsen, Magnus Mattsson, til Newspaq.
Han forventer ikke mere end 15-20 udrykninger - det samme antal som på en almindelig dag.
Samme melding kommer fra Århus.
"Når vi kigger i de seneste års statistikker, så kan vi ikke se, at vi har haft specielt mere at lave i forbindelse med Sankt Hans aften. Så det lader til, at man generelt opfører sig meget fornuftigt," siger viceberedskabschef i Århus Brandvæsen, Lars Hviid.
Dyrenes Beskyttelse er lidt mere bekymrede for de mange bål, der er blevet større og større frem til aftenens traditionelle afbrændinger. I årets løb er kvasbunkerne nemlig blevet hjemsted for både fugle, pindsvin og mus, som alle synes, at bålene er blevet fine steder at gemme sig.
Derfor opfordrer dyreværnsorganisationen bålafbrændere til at flytte bålene, så dyrene har mulighed for at flygte, inden de bliver stegt i flammerne.
"Umiddelbart kan det synes uoverkommeligt, men det er faktisk ikke så stort et besvær, når alt materialet i forvejen er slæbt sammen," opfordrer Dyrenes Beskyttelse på sin hjemmeside.
Det er ikke nok at lave larm for at skræmme dyrene væk, da de bare vil krybe længere ned i kvasbunken for at gemme sig, jo mere de føler sig truet.