Bella Center i København slap nådigt fra en brand, der brød ud i en af centrets haller natten til lørdag.
Brandalarmen gik klokken 01.33, og Københavns Brandvæsen sendte 11 køretøjer og 30 brandfolk til centret. Desuden blev en drone sendt i luften for at følge branden fra oven.
Den massive indsats betød, at branden hurtigt blev slukket.
Ifølge Bella Center opstod branden i en container i Hal C.
- Beredskabet virkede dog fuldstændigt efter hensigten, og brandvæsnet rykkede hurtigt ud og fik branden under kontrol og slukket uden nævneværdige skader, skriver Bella Center i en pressemeddelelse lørdag formiddag.
Hal C er en af Bella Centers større haller, hvor et stort antal udstillingsgenstande er ved at blive gjort klar til modemessen Copenhagen International Fashion Fair (CIFF), der åbner søndag.
- Med brandvæsnets hurtige og professionelle indsats blev branden hurtigt slukket, og modemessen CIFF kan derfor afvikles fuldstændig som planlagt, hedder det i pressemeddelelsen.
Det er fortsat uvist, hvordan branden i containeren opstod, men sagen efterforskes af politiet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.