Regeringens ungepakke, som skal hjælpe de unge med at sparke døren ind til arbejdsmarkedet eller en uddannelse får ros både af erhvervslivet og hos socialrådgiverne.
I Dansk Industri er underdirektør Steen Nielsen især positiv over for jobrotationsordningen, hvor faste medarbejdere går på efteruddannelse, mens en ledig overtager deres plads i perioden.
- Det virker som en interessant idé. Ordningen findes allerede, men det er fornuftigt at kigge på, hvordan den kan styrkes, så flere kan få glæde af den, siger Steen Nielsen.
- Selv om det er krisetid, er der trods alt virksomheder, som har travlt, og bliver ordningen skruet ordentligt sammen, så den kan fungere i praksis, så er vi positive, siger han.
Regeringen har afsat 635 millioner kroner til ungepakken. Og i Dansk Socialrådgiverforening roser formand Bettina Post regeringen for at gøre bekæmpelsen af de unges arbejdsløshed som topprioritet.
- Og det er også nødvendigt, fordi ungdomsarbejdsløshed trækker lange spor. Det kan vi jo se med de unge, som ikke kom ind på arbejdsmarkedet i slutningen af 1980'erne, og som førtidspensioneres nu eller er på vej til at blive det, siger Bettina Post.
Formanden for socialrådgiverne mener, at flere voksenlærlingepladser og øget jobrotation i private virksomheder er de rigtige instrumenter. Hun er dog ikke overbevist om, at initiativerne i ungepakken er tilstrækkelige.
- Vi skal have jobrotationsordninger og flere lærepladser i spil, men jeg tvivler på, om det er nok.
- Det kræver jo alt sammen, at arbejdsgiverne vil være med, og de har desværre en tendens til at pege på, at det er det offentlige, som må løfte opgaven, siger hun.
Ungepakken vil blive præsenteret på Socialdemokraternes sommergruppemøde tirsdag.