For tredje gang på under et år er den unge tv-stjerne Shia LaBeouf kommet i klammeri med loven. Denne gang under mistanke for spirituskørsel, skriver BBC.
Shia LaBeouf, som er kendt for sin rolle i Transformers og som Indiana Jones' søn i filmen The Kingdom of the Crystal Skull, var angiveligt påvirket af alkohol, da han blev involveret i et biluheld. Både hans medpassagerer og Indi Junior selv, som førte bilen, kom til skade under uheldet. Det er endnu uvist, hvor alvorlige skader der er tale om.
En talsmand fra politiet i Los Angeles fortalte, at Shia LaBeouf blev anholdt på ulykkesstedet.
I november 2007 blev den unge skuespiller også anholdt, fordi han nægtede at forlade et apotek. Sigtelserne blev senere droppet. I april i år var den gal igen. Her brød han et rygeforbud, men igen blev sigtelserne droppet.