Blandt de mange nye opgaver, som kommunerne fremover skal varetage, vil forebyggelse af livsstilsygdomme komme til at fylde meget.
Ingen er længere i tvivl om, at rygning er årsag til megen alvorlig sygdom i befolkningen, og derfor skal vi forebygge, at man begynder at ryge, og hjælpe med ryge-stopkurser til rygere, som ønsker at holde op med at ryge.
Derfor har Roskilde Kommune fået en rygepolitik,og det er glædeligt, at alle involverede parter har været enige herom.
Men når det kommer til udformningen af regelsættet, så mødes og strides synspunkterne, det fremgik tydeligt af byrådsmødet i Roskilde i onsdags.
Naturligvis vil en rygepolitik give rygerne ulemper. Sådan må det jo være, når det er retten til at bevæge sig i røgfrie miljøer for både borgere og medarbejdere, der har fået førsteprioriteten.
For flertallet i byrådet er det væsentligt, at medarbejdernes repræsentanter i samarbejdsudvalget har støttet op om regelsættet.
Politik er at forandre, og mon ikke vi fremover får lidt mindre røg i Roskilde.