»Kære brødre og søstre. Må Allah hædre jer allesamen. Jeg taler til jer fra Hvidovre Hospital. Det er mandag aften i dag den 29. januar. Jeg har bedt brødrene i Wakf (Islamisk Trossamfund, red.) om at filme mig og viderebringe det til jer«.

Sådan indleder Abu Laban sin tale fra sygelejet på Hvidovre Hospital, kun tre døgn før han døde.

Talen er meget personlig og sygdommen fylder meget. Abu Laban får ilt gennem slanger til næsen og taler med en lav hæs stemme. Han har hele tiden problemer med vejrtrækningen og taler i korte sætninger.

Prøve fra Allah

»Den nuværende situation har sandelig vist det stærke broderskab, der er mellem os. Sygdommen er en prøve fra Allah til os, og vi accepter den fuldt ud,« siger Abu Laban, der tydeligvis er fortvivlet over at være blevet afskåret fra omverdenen.

»De fleste har før oplevet mig, når jeg er træt og svækket, men jeg har aldrig svigtet mine brødre i gode eller dårlige tider. Nu er det anderledes, fordi sygdommen forhindrer mig i at mødes og tale med folk. Allah har nu givet mig lidt styrke til at nå jer i denne optagelse,« siger Abu Laban. Den 61-årige imam gentager flere gange, at han har en stærk tro på, at han nok skal blive helbredt. Ikke mindst på grund af de mange flasker med helligt vand fra Zam-zam kilden i Mekka, som muslimer sender til ham på hospitalet.

»Jeg vil slet ikke komme ind på, hvor mange flasker Zam-zam vand, honning og andre ting, jeg modtager løbende, og som profeten har lært os at bruge under sygdom. Ligesom jer, så sætter jeg min lid til Allah med håb om helbredelse,« siger Abu Laban, der også fæster lid til den behandling, som han skal i gang med på Rigshospitalet.

»Det siges, at der er gode chancer for at få denne type cancer under kontrol med den nyere medicin, for Gud har skabt medicin med hver sygdom,« siger Abu Laban.

Men mirakelvand og medicin kunne ikke redde imamen. Tre døgn efter optagelserne døde han og efterlod en tale, som næsten ufrivilligt blev et slags digitalt testamente.