Har man været i København, har man næppe undgået at se højhuset lige overfor Tivoli og Hovedbanegården.
Bygningen er så markant et arkitektonisk værk, at den nu er bævet fredet. Det skriver Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Bygningen rummer SAS Royal Hotel er tegnet af Arne Jacobsen og blev opført i perioden 1956-1960. Det er, ifølge styrelsen, ”et ikonisk arkitektur på internationalt niveau, der samtidig fortæller flere vigtige historier om 1960’ernes Danmark”.
Mens højhuset var hotel var en del af lavhuset oprindeligt indrettet til airterminal, hvor de rejsende kunne begynde og afslutte deres rejse.
Ved åbningen i 1960 fremstod Royal Hotel og airterminalen som et totalværk, hvor alle dele fra bestik, tæpper, gardiner, møbler og lignende til det samlede bygningskompleks var tegnet af arkitekt Arne Jacobsen. På opførelsestidspunktet var SAS Royal Hotel den højeste bygning i Danmark, og var det frem til opførelsen af Domus Vista i 1969.