Hvis man ser filmhistorien som en løbende dokumentation af det moderne menneske, ja, så står det temmelig skidt til for nikotinnyderne – eller junkierne, om man vil. De begyndte som forbilleder, så blev de rebeller, dernæst besatte de skurkerollerne – og snart risikerer de at være fuldstændig udslettet fra det store lærred. I hvert fald i de blockbustere, som fortsat spreder sig som røgringe fra drømmefabrikken i Hollywood.

Til og med 1950 erne kunne tobaksindustrien ellers ikke ønske sig noget bedre udstillingsvindue end den vestamerikanske filmby. Humphrey Bogart og Lauren Bacall var jo omvandrende skorstene, som populærfilm-ekspert og lektor Rikke Schubart fra Syddansk Universitet med lidt andre ord formulerer det:

»Dengang blev rygning dyrket af heltene. Det var i det hele taget noget, man gjorde, hvis man var cool. Man røg på barer og om natten. Der var sjældent noget familiært over det.«

Skurke i overtal

Fra 1960 erne skete der ifølge Rikke Schubart et skift. Heltene holdt sig tilbage, mens skurkene pulsede løs i en sådan grad, at udtrykket kæderygning gav klædelig mening. Eksempelvis i Disney-filmatiseringen af 101 Dalmatinere fra 1961, hvor det rædselsfulde kvindfolk Cruella de Vil lader til at have hæftet et cigaretrør fast i mundvigen.

Den stereotypisering holder åbenbart endnu. En undersøgelse i magasinet Chest gennemgik i 2005 omkring 450 film, der havde været i top-10 på den amerikanske biografhitliste siden 1990. Det viste sig, at 35 procent af skurkene i gennemsnit puffede løs, mens mere anstændige 20 procent af helteskikkelserne havde et af disse svært uhelbredelige crush på cigaretter ...

Fitness kvæler røgen

At rygningen trods alt var reduceret drastisk siden de hvæsende 1950 ere, kan man ikke mindst takke et senere årti for, nemlig 1980 erne, vurderer Rikke Schubart fra Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet. Det var på den tid, at den fremmelige del af amerikanerne for alvor begyndte at tænde på fitness og et sundere legeme:

»Trendsætterne gik fra at slå sig løs til at kontrollere sig selv. Op gennem 1960 er og -70 erne blev det i højere grad rebellerne, der røg, og med 1980 ernes atletiske heltebillede var det nærmest slut. Du så jo ikke Schwarzenegger eller Stallone ryge. Scorsese-filmenes gangstere og andre bad guys havde nærmest fået eneret på cigaretterne på det tidspunkt.«

Smørede stjerner

Op gennem 1990 erne indhentede videnskaben – og oplysningen, ikke mindst - for alvor trendsætterne, og de rygende filmhelte forblev derfor i undertal, som Chest-undersøgelsen også dokumenterede i 2005. Men Hollywood var stadig under pres fra tobaksindustrien for at udstille rygerne så usløret og positivt som muligt. I en rapport anno 2002 fra University of California fremgik det således, at store cigaretproducenter som Philip Morris lod stjerner og instruktører suge på lappen, hvis skuespillerne til gengæld sugede løs på mastodonternes varemærker i film og tv. Udvalgte på rollelisten kom simpelthen på lønningslisten, hvis de promoverede rygning i det skjulte.

Siden hen har Philip Morris officielt henvendt sig til Hollywood-selskaberne og bedt dem om at fjerne firmaets cigaretter fra kameralinsernes åsyn. I indeværende år er der også sket ting, som truer med helt at udrydde pulseriet i filmbyen. For tre måneder siden oplyste de amerikanske censurmyndigheder, at rygning fremover vil medføre en skærpet adgangsbegrænsning til biograferne, så børn ikke lokkes i fordærv. Og i slutningen af juli forbød Disneys øverste boss røg i koncernens fremtidige film.

Kræftbekæmpende organisationer slog straks til og opfordrede via medierne andre filmselskaber til at følge trop. Så snart optræder rygere måske ikke i blockbusterne fra Hollywood. Hvis man vil have oseri på det store lærred, skal man i stedet lede efter film fra de uafhængige amerikanske og europæiske producenter, som i mindre grad pudser glorien og renser lungerne.

Det er muligvis sundt, men ikke nødvendigvis sjovt, mener Rikke Schubart:

»Danny DeVito havde godt gang i cigaretterne i sin rolle som Pingvinen i Batman Returns (fra 1992, red.). Sådan scener ser man ikke mere, og det er lidt trist. Selv skurkene er underkastet politisk korrrekthed. Næste gang er det måske de fede, der forbydes,« beklager eksperten i populærfilm og tilknytter et lille håb til spådommen:

»Det kan også være, der kommer en modreaktion. Jo flere regler, man sætter op, jo flere får lyst til at bryde dem.«