Af René Fredensborg - refr@avisen.dk
Nej, Children of Men er langt fra nogen feel good-film, men en tankevækkende dystopisk sci-fi-thriller baseret på P.D James roman af samme navn. Frit bearbejdet af Alfonso Cuarón, som før har ført både Harry Potter nr. 3 og Charles Dickens-klassikeren Store Forventninger fra bog til lærred med stor succes.
Scenen er et gråt, grimt og trøsteløst beton-London fyldt med garbage-locations ikke ulig udsigten i Ungdomshusets trashede baggårdsmiljø (for nu at komme med et aktuelt eksempel). Via et militant styre forsøger England at holde styr på kaos, anarki og revolutionære aktionsgrupper – og ikke mindst et massivt antal illegale indvandrere, der bliver interneret i bure på åben gade og derfra sendt til kummerlige deportationslejre. Det ligner en allegori til kz-lejre og jødeforfølgelse, hvorfor det også er med livet som indsats, da den desillusionerede kontorist Theo (Clive Owen) pludselig bliver manden, der skal redde den gravide flygtning Kee, før de lige paranoidt brutale oprørere og regeringssoldater får fingre i hende og barnet.
Fremtidsrealisme
I en barnløs verden passer en nyfødt baby ind i mange politiske dagsordener, og Clive Owens sarkastiske antihelt ender på en både stakåndet og skelsættende mission.
På den led er Children of Men mest af alt en sortsynet menneskejagts-film, der giver både sved i håndfladen og opridser en svært skræmmende konsekvens af Vestens inhumane flygtningepolitik. Vi er altså ikke i en uvirkelig science fiction-verden med klonede mennesker og flyvende biler og andre high tech-fiduser som så ofte set i Philip K. Dick-filmatiseringer a la Blade Runner og Minority Report .
Det her er en britisk film – folk dør pludseligt og uden varsel. Med andre ord. Vi er tæt på, og den umiddelbart troværdige realisme bliver underbygget og styrket af både skarp dialog (især mellem Theo og flipper-aktivisten Jasper – spillet af altid eminente Michael Caine), masser af gode, ukendte skuespillere i bærende roller og ikke mindst en række mesterlige one shot-optagelser, der suger dig helt ned i sædet.
I en afsluttende krigsscene er vi i bedste Black Hawk Down -stil lige bag Theo på jagt efter den gravide mor i et langt, håndholdt klip, hvor blodet sprøjter op på kameraet (blev i øvrigt digitalt fjernet i klipningen, fordi det virkede alt for dramatisk), mens babygråden lægger låg på lydvirvaret og får selv de mest aggressive soldater til at slippe aftrækkeren et øjeblik. Et intenst øjeblik i en intens thriller. Fra en fremtid, der heldigvis er 20 år til at undgå.