Den 13,5 tons tunge russiske rumsonde så søndag en tvivlsom stolt ende på sit liv, da den angiveligt styrtede ned i Stillehavet med et plask. Sådan lyder den officielle melding fra det russiske rumagentur.
Rumsonden skulle egentlig være endt på Phobos, Mars' største måne, efter den blev afsendt den 9. november. Men raketterne, der skulle have sat turbo på rumsonden og sendt den i retning af månen, var fusere, og de blev aldrig aktiveret.
Derefter røg kontakten med kontrolrummet nede på Moder Jord, så rumsonden styrtede nedad og satte sig fast i jordens kredsløb. Det skriver AFP.
De russiske myndigheder har nu svoret, at de ansvarlige vil blive hængt ud offentligt.
"Jeg vil personligt tage mig af at undersøge årsagen bag Phobos-Grunt-ulykken," skriver Dmitry Rogozin, Ruslands vicepremierminister, på Twitter.
Rogozin sagde, at han forventede, at Roscosmos, det russiske svar på NASA, ville offentliggøre navnene på de "anti-helte", der var ansvarlige for ulykken.
Det russiske rumagentur siger, at det regnede med, at dele af rumsonden styrtede ned i Stillehavet søndag, men at det ikke ved præcist hvor.
"Fragmenterne af Phobos-Grunt skulle have styrtet ned i Stillethavet kl. 18:45," sagde talsmand Alexei Zolotukhin til nyhedsbureauet Interfax.
Det udsagn strider imidlertid imod en udmelding fra rumagenturets leder, Anatoly Shilov. Han sagde, at den rumagenturet regnede med, at rumsonden var styrtet ned i Brasilien, men at de ikke havde hverken vidner eller andre beviser, der kunne støtte den teori.