"Hvis det forholder sig sådan, så har hun jo afsat sig selv som minister."
Så klar er udmeldingen fra en af regeringsstøtterne Pia Christmas-Møller, efter Information i dag kan afsløre, at Birthe Rønn blev advaret om den ulovlige sagsbehandling af statsløses ansøgninger om statsborgerskab allerede i 2008. Alligevel bad hun embedsmændene fortsætte den praksis, der allerede var udstukket.
Det er to anonyme embedsmænd, der i dag løfter sløret for den ulovlige praksis, og fordi de er anonyme, vil Pia Christmas-Møller ikke forlange ministerens hoved på et fad med det samme.
Hun er villig til at vente på den redegørelse, som Birthe Rønn Hornbech har lovet om sagen. Notatet fra Rønn, som statsminister Lars Løkke Rasmussen på sit pressemøde i sidste uge bed sin integrationsminister om at udarbejde, forventes at komme i denne uge.
Altså tidligere end de tre-fire uger, som Birthe Rønn Hornbech varslede i sidste uge. Og det er en rigtig god idé:
"Alt politisk erfaring siger, at det ville være klogt," konstaterer Pia Christmas-Møller.
Men spørgsmålet er, om hastværk er nok. Politisk kommentator Hans Engell har ihvert fald svært ved at se, hvordan Birthe Rønn Hornbech skal beholde sin ministerpost.
"Det tyder jo på, at der både ligger dokumentation på, at Birthe Rønn var blevet advaret, og det tyder også på, at de oplysninger hun tidligere har givet, simpelthen ikke var korrekte, og det tror jeg ikke, at et folketingsflertal vil sidde overhørigt," siger den tidligere konservative minister.